Joe Lara, den tidligere hovedrolleindehaver i serien 'Tarzan: The Epic Adventures', er død.

Den 58-årige skuespiller døde lørdag formiddag amerikansk tid efter et tragisk flystyrt i Nashville, der kostede samtlige syv ombordværende livet.

Det skriver adskillige amerikanske medier – heriblandt TMZ og People, som ligeledes beretter, at også Joe Laras hustru, Gwen Shamblin Lara, døde i styrtet.

66-årige Gwen Shamblin Lara stod bag en række populære vægttabsprogrammer, som kombinerer sund livsstil og kristendom.

Hun var desuden stifter af kirken Remnant Fellowship, som de fem øvrige omkomne angiveligt var medlemmer af.

Tarzan: The Epic Adventures'-skuespilleren Joe Lara er død.
Tarzan: The Epic Adventures'-skuespilleren Joe Lara er død.

Joe Lara brød igennem som skuespiller, da han i 1989 fik rollen som Tarzan i filmen 'Tarzan in Manhattan'.

Filmen var så populær, at den i 1996 blev lavet til en spinoff-serie, 'Tarzan: The Epic Adventures', som kørte frem til 2000.

Joe Lara lagde skuespillet midlertidig på pause umiddelbart efter serien for at slå igennem som countrysanger.

I 2018 gjorde han dog comeback, da han genoptog sin skuespillerkarriere.

Ifølge amerikanske medier var han på vej til Palm Beach i Florida, da privatflyet styrtede ned i en flod i Tennessee kort efter afgang, og alle ombord blev dræbt.

Det er uvist, hvad der forårsagede styrtet.

Joe Lara og hans hustru blev gift i 2018.

De efterlader sig tre børn og otte børnebørn.