Den amerikanske skuespillerinde Tara Reid blev mandag taget af et fly fra Los Angeles til New York. Angiveligt skyldtes problemet, at hun var blevet tildelt det forkerte sæde og ikke havde fået en pude.

Det skriver det amerikanske underholdningsmedie TMZ og nyhedsmediet USA Today, hvor Reids talsperson har bekræftet episoden.

I en video ses 42-årige Reid, bedst kendt for 'American Pie'-filmene, forlade flyet med sin hund under armen, mens en steward hjælper hende med bagagen med ordene:

'Vi tager os af dine ting og møder dig her udenfor sammen med kaptajnen.'

Angiveligt brokkede Tara Reid sig højlydt over, at hun havde fået den forkerte plads i flyet og senere ikke at have fået tildelt en pude. Kabinepersonalet forsøgte at neddæmpe situationen, men kort efter flyet havde forladt gaten, besluttede kaptajnen alligevel ikke at lette på grund af passagerproblemer.

Det bekræfter flyselskabet Delta til Fox News.

'Delta fly 613 fra Los Angeles til New York JFK-International vendte tilbage til gaten kort efter takeoff på grund af passagerproblemer om bord.'

Ifølge TMZ lettede flyet uden Reid efter en kort forsinkelse, mens skuespillerinden blev ombooket til en alternativ afgang.