21 dage. Så længe har han været midt i det. I gruen. Håbet. Tragedien. Sorgen. Kampgejsten. Har taget det ind. Givet det videre.
»Jo, det er voldsomt,« indrømmer han da også. TV 2s Rasmus Tantholdt. Som nu i tre uger ufortrødent har rapporteret fra krigens centrum i Ukraine.
»Det her er den længste rejse, jeg i min karriere overhovedet har været ude på. Men det er ekstremt vigtigt, at vi er her,« siger Rasmus Tantholdt.
Som hans liv har tegnet sig de seneste uger, ville han »normalt« slet ikke have tid til at tale med andre medier. Men på grund af udgangsforbuddet i Kyiv er den populære korrespondent grounded på sit hotel i hovedstaden.
Foreløbig til torsdag morgen.
Men han har allerede set og oplevet krigens væsen på tætteste hold.
»I går gik vi for eksempel rundt et af de steder i byen, der var bombet, så vi kunne vise danskerne, hvor det var, og de så selv kunne vurdere, om det var militære eller civile mål. Det synes jeg er utrolig vigtigt.«
»Mit mantra som journalist har altid været, at når jeg rejser, forsøger jeg at fortælle de historier, der ikke bliver fortalt, hvis jeg ikke var her,« forklarer han.
Rasmus Tantholdt føler da også, at han med sine 20 års erfaring i at rejse og rapportere fra krise- og katastrofeområder har så meget i bagagen, at han kan passe sit arbejde uden frygt.
»Men jeg er altså ikke mere modig end alle mulige andre. Jeg er bare ikke bange for at blive bange en gang imellem, selvom jeg ikke bryder mig om det.«
»Jeg har bare noget erfaring i, hvornår det er tid til at være bange, og hvornår man ikke behøver,« siger Rasmus Tantholdt, som selvfølgelig bliver dybt påvirket, når krigen koster liv. Også når det er kolleger.
»Det skete så sent som i går, hvor vi fik at vide, at en fotograf, som vi havde siddet og spist morgenmad med, blev dræbt sammen med en kvindelig ukrainsk journalist på bare 24 år, som også boede her på hotellet,« siger en dybt berørt Rasmus Tantholdt om det angreb, der ud over at koste de to livet også sårede en britisk journalist.
Selvom gruen også trænger ind under hans hærdede hud, holder han frygten for sit eget liv stangen. Ikke mindst fordi han forud for sin rejse til Ukraine besluttede, at han ikke skulle rapportere fra frontlinjen.
»Jeg behøver ikke placere mit ansigt der, hvor bomberne springer om ørerne på mig. Derude, hvor kampene for alvor finder sted, der, hvor det for alvor bliver farligt.«
»Der har jeg så meget erfaring, har oplevet så mange ting og dummet mig så mange gange, at jeg har oplevet dét, jeg skal. Jeg har ingen interesse i at placere mig selv ved frontlinjen for at vise de danske seere, hvor modig og smart jeg er,« forklarer Rasmus Tantholdt om beslutningen, som han er taknemmelig for, at han traf sammen med sin faste fotograf.
»Det tænker man da lige over, når man får at vide, at en kollega, man har spist morgenmad med dagen inden, ikke er her mere.«
For blot en måned siden så hans eget liv helt anderledes ud. Der holdt Rasmus Tantholdt ferie med sin kæreste Natasja Crone i Dubai, nød – som han skrev på Facebook – 'de sidste dage med de dejligste venner og den dejligste kæreste, inden turen går tilbage til Ukraine'.
Nu går han med skudsikker vest og sikkerhedshjelm i det krigsramte land.
»Hvis jeg ikke havde en helt fantastisk kæreste, en fantastisk søn, og en fantastisk mor og søster, som stoler på mig 100 procent, som ved, at jeg passer på mig selv, og som bakker mig 100 procent op, så ville det overhovedet ikke kunne lade sig gøre at være her.«
»Så ville stressen blive for stor. Og hvis dit stressniveau er højt, begynder du at begå fejl. Så deres opbakning er altafgørende for mig,« fortæller Rasmus Tantholdt, som dagligt taler med familien hjemme i Danmark. Ikke mindst sin 17-årige søn, Emil.
»Min dreng har rejst med mig før. Ikke i krig, men på Vestbredden, i Jerusalem, Beirut, Cairo, Sydkorea. Så han har set, hvordan jeg arbejder. Og så kan jeg mærke, at de alle har tillid til, at jeg passer på mig selv,« siger den garvede korrespondent, som også af seerne er blevet mødt af en »tsunami af kærlighed«, som overgår alt, hvad han tidligere har oplevet.
'Pas på dig,' skriver bekymrede seere til ham.
»Det har været overvældende,« siger han.
»Hvor længe jeg kan blive ved? Det kommer an på, hvor historien udvikler sig hen. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg håber, at krigen stopper meget snart, for det er tragisk at se alle de mennesker, den går ud over. Men indtil videre bliver vi. Indtil kroppen bliver træt og siger stop.«
