»Jeg tror, jeg er i chok.«

Ordene kommer fra Tanne Balcells. Onsdag eftermiddag fik hun en besked, som lige skal bundfælde sig:

Eurovision Song Contest er aflyst, og hun skal derfor ikke længere repræsentere Danmark under den store sangkonkurrence, som skulle være afholdt i maj.

Sammen med Benjamin Rosenbohm vandt hun under navnet Ben & Tan det danske Melodi Grand Prix med sangen 'Yes' i starten af marts og sikrede sig dermed en plads på den helt store scene, når den europæiske konkurrence skulle afholdes i Amsterdam.

Med de seneste ugers udvikling i udbruddet af coronavirus havde hun dog frygtet, at det ikke ville blive aktuelt.

»Det er skide ærgerligt, men det er jo desværre forventede nyheder. Ikke, at det gør mindre ondt af den grund.«

»Uanset hvor meget jeg har tænkt på, at det nok ville ske, og hvor meget jeg har forberedt mig, er der ikke rigtigt noget, der kan forberede én på, at man ikke kan få lov til at udleve sin livslange drøm.«

Selvom hun er træt af situationen, har hun fuld forståelse beslutningen - og respekt for de mennesker, der har truffet den. For som hun siger:

»Det handler om menneskeheden nu. Om verden. Om folks sikkerhed.«

Det er netop folks sikkerhed, der er baggrund for beslutningen, som European Broadcasten Union (EBU) står bag. En beslutning, der har været svær at træffe, lyder det i en officiel pressemeddelelse.

Den oprindelige plan var, at der skulle være afholdt semifinaler 12. og 14. maj - og den helt store finale 16. maj.

Så sent som i sidste uge lød den officielle udmelding fra EBU da også, at man ville afvente situationen og først tage stilling til, hvordan showet skulle afvikles, når man skulle til at bygge scenen i begyndelsen af april.

Her afviste man også, at en decideret aflysning ville blive en realitet.

I stedet håbede man, at det ville være muligt at afvikle showet uden publikum, sende det fra et mindre tv-studie eller lade sangene blive transmitteret direkte fra deres respektive hjemlande.

Ingen af disse alternativer bliver en realitet.

I stedet er planen nu ifølge EBU at skubbe showet til 2021, men detaljerne er fortsat ukendte.

Ben & Tan vandt Dansk Melodi Grand Prix 2020 den 7. marts.
Ben & Tan vandt Dansk Melodi Grand Prix 2020 den 7. marts. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Det er også begrænset, hvor meget Tanne Balcells for nuværende ved, fortæller hun.

Hun forventer dog ikke, at samarbejdet med Benjamin Rosenbohm slutter, selv om de ikke længere skal på scenen i Holland.

»Jeg har svært ved at forestille mig, at vi bare afslutter samarbejdet brat. Vi har det godt sammen og har en sang, som folk elsker og har taget godt i mod,« siger hun og afslutter:

»Det er trøstende at vide, at folk støtter en.«