Michael Bjørnson satte sig i går på et flyt til USA, hvor han håber på at kunne få lidt fred.

- Det er meget belejligt. Det bliver dejligt at gå rundt, uden at nogen genkender mig, siger Bjørnson til Ekstra Bladet.

”Talent 09”-deltageren er efterhånden glemt for sit sangtalent og mere kendt for sine sexskandaler, hvor han har sendt hede sms'er og billeder af sig til kvinder.

Den seneste udgave fik ham til at indrømme, at det faktisk var et problem for ham, og at han derfor er gået i terapi for sin sexafhængighed.

- Jeg er glad for, at jeg blev opdaget. Ellers havde jeg ikke fået gjort noget ved det, men var fortsat, siger Michael Bjørnson til Ekstra Bladet.

Først kom det frem i Se og Hør, at han havde sendt et mobilbillede af sit erigerede lem til en kvinde, og senest viste det sig, at han også havde udvekslet hede sms’er med en anden kvinde og oven i købet var troppet op hos hende for at få sex. Alt sammen til trods for at han er gift på syvende år med Maria Bjørnson, som han stillede op sammen med i ”Talent 09”.

Bjørnson hæfter sig ved, at kvinden, han sendte billedet af sig til, fik penge af Se og Hør for historien.

- Jeg har ondt af mennesker, der gør sådan noget, men jeg håber, de nyder deres tur til Thailand, eller hvor de nu skal hen. Jeg er fløjtende ligeglad. For nu har jeg fået mulighed for at gøre noget ved mit problem, siger Michael Bjørnson.

Men ægteskabet synes at holde til skandalestormen. Og Maria bliver hos ham, forsikrer han.

- Selvfølgelig gør hun det. Ud over at være gift er vi hinandens bedste venner – og som en sådan hjælper hun mig med mit problem. Jeg havde også hjulpet hende. Men selvfølgelig slår det skår i glæden. Hun er jo ikke lavet af træ. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at redde vores ægteskab. Vi skal nok finde ud af det, siger Bjørnson.

Bjørnson skal tale med producere og managere i USA om kommende projekter til ham og Maria.