Fredag og lørdag gav Take That udsolgte koncerter i KB Hallen i København.

Men for forsanger Gary Barlow fortsatte weekenden i Danmarks hovedstad.

Søndag havde Take That nemlig en fridag i bandets ellers tætpakkede tour-kalender, og den valgte bandmedlemmerne at bruge i København.

'En fridag i København. Hvilken fantastisk dag med venner og kollegaer. Vi har set en heks brænde og har spist fantastisk grillmad. Tak for at få os til at føle os så velkomne,' skriver Gary Barlow på sin Instagram-profil.

Her deler han et billede af sig selv og band-kollegaen Howard Donald, der sidder på havnekajen ved Københavns havn med Kongeskibet Dannebrog i baggrunden.

På Gary Barlows Instagram-story kan man også se, hvordan den 48-årige Take That-forsanger holdt sankthansaften i København.

På Ofelia Plads så han søndag aften bål, og da det blev lidt koldt ud på aftenen, varmede Gary Barlow sig med et tæppe på en bænk ved pladsen.

Det er ingen hemmelighed, at Take That altid har været enormt glad for Danmark.

»Danmark var jo et af de første lande, vi overhovedet tog til. Når man spiller i Storbritannien, er der få flag, vi altid ser. Men vi ser altid danske flag blandt publikum. Det er altid en fornøjelse at optræde der, vi elsker landet. Virkelig elsker det,« forklarede Gary Barlow, da B.T. mødte Take That i november.

Howard Donald fremhævede ved samme lejlighed nogle af de ting, han især holder af ved Danmark.

»I er så afslappede, man er afslappet, når man er i Danmark, og jeg elsker maden. Jeg elsker brødet! Og den måde I laver kaffe på. I Danmark har man de her virkelig søde cafeer, hvor man gør meget ud af det. Vi er altid blevet behandlet virkelig godt af danskere,« fortalte han.

For bandmedlemmet Mark Owen er der især én ting, han elsker ved Danmark.

»Christiania! Er det der stadig? Det elsker jeg!« fortalte Mark Owen i november.

Take Thats hyggestund i København varede dog kort, da bandet allerede mandag giver koncert i Tyskland.

Meget tyder dog på, at de efterlod fans i Danmark glade.

I hvert fald gav B.T.'s anmelder gruppens koncert fredag fem stjerner og kaldte det en 'kæmpe triumf'.