Selvom Caroline Fleming endnu ikke officielt er skilt fra sin ex, Rory Fleming, nærmer et bryllup mellem den gravide Caroline og fodboldhelten Nicklas Bendtner sig så hastigt, at de så småt er begyndt på forberedelserne.

Det skriver Billed Bladet, som har mødt parret i London.

For to uger blev det afsløret, at den smask forelskede Caroline slet ikke var skilt. Og som B.T. efterfølgende kunne dokumentere, var det uenighed om den økonomiske del af skilsmissen, der har trukket sagen i langdrag i det engelske retssystem.

Og spekulationerne gik naturligvis på, om hendes 12 år yngre kæreste overhovedet vidste, at hans tilkommende stadig var gift.

- Der er ingen problemer, fordi vi intet skjuler fra hinanden. Vi ved alt om hinandens forhold, vi ved alt om hinandens liv, understreger 22-årige Nicklas Bendtner overfor Billed Bladet. Og tilføjer:

- Som du kan se, er vi glade for hinanden. Vi er glade for hinanden og glade for, at det går godt med Carolines graviditet!