Det har ikke været ren lykke for pladeaktuelle Sandra Monique at blive nummer to ved MGP.

Ind imellem får hun stadig billeder på nethinden fra den dag, da hun blev sønderbanket af en pige, og episoden blev filmet. Voldsepisoden tog så hårdt på Sandra Monique, at hun først mistede lysten til at optræde - men nu er hun aktuel med debutalbummet 'Tro på dig selv'.

Det eneste, 13-årige Sandra Monique havde gjort forkert, var at klare sig godt til børne-MGP. Måske lidt for godt. Sidste år deltog hun med sangen 'Hola Chica' og blev nummer to. I kølvandet på andenpladsen oplevede Sandra Monique en enorm popularitet, der blev større og større. Teenagerne var vilde med den lille sanglærke - men det var de langtfra alle sammen i Sandra Moniques omgangskreds i Århus.

MGP-stjernen mærkede jalousiens grimmeste udtryk på egen krop, da hun sidste sommer blev udsat for happy slapping - en betegnelse for en voldsepisode, der bliver filmet.

- Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg havde gjort, eller hvorfor jeg havde fortjent det. Jeg tror bare, det var jalousi, fortæller Sandra Monique, der er halvt vietnamesisk og halvt tyrkisk.

Sandra Monique husker stadig episoden meget tydeligt. En pige lokkede hende med udenfor i den klub, hvor hun plejede at tilbringe meget af sin fritid. Sandra Monique anede ikke, hvad der ventede hende, men da hun kom ud til en legeplads bag klubben, stod der en masse piger og drenge samlet i en rundkreds.

Pludselig sprang en pige ud af en busk, kastede sin taske og begyndte at tæske løs og sparke Sandra Monique i et kvarters tid. Episoden blev filmet af en dreng, og det stoppede ikke, før det lykkedes for et par pædagoger at bryde ind.

Læger konstaterede senere, at Sandra Monique havde været i livsfare. Hun havde mærker på halsen efter det kvælertag, pigen havde taget på hende. Desuden havde hun vejrtrækningsproblemer, fordi hendes ribben var blevet trykket. Samme aften opdagede hun, at videoen fra overfaldet blev sendt rundt blandt omgangskredsen.

- Det var forfærdeligt og rigtig ydmygende. Så det var virkelig et hårdt forløb efterfølgende, jeg måtte sove på min lillebrors værelse, jeg tabte mit hår af stress og fik choksyge, siger Sandra Monique, der også oplevede noget, hun aldrig havde forestillet sig kunne ske.

- Jeg mistede lysten til at synge. Jeg havde det sådan, at hvis det var det, de ikke kunne lide, så måtte jeg jo stoppe.

Før voldsepisoden havde Sandra Monique da også måttet lægge øre til talrige drillerier om, at hun på selve MGP-dagen havde sunget falsk.

- Jeg sang falsk, men jeg blev ked af, at de drillede mig med det.

Sandra Monique har efterfølgende trænet sin sangstemme væsentligt - de mange koncerter har sat deres præg.

Takket være sin mor, Donna, fik Sandra Monique dog troen på sig selv og sit talent tilbage.

- Min familie og især min mor har hjulpet mig rigtig meget. Vi har snakket det igennem mange gange, og nu synes jeg , at drillerierne er ligegyldige. De skal ikke stoppe mig.

Fortæller Sandra Monique, der i dag har skiftet skole. Hun har altid haft et meget tæt og veninde-lignende forhold til sin mor, der på trods af mange års leukæmi altid har kæmpet en hård kamp for, at Sandra Moniques sangdrømme skulle gå i opfyldelse, og lært hende, at hun skulle stole på sit talent.

Det er da heller ikke tilfældigt, at Sandra Moniques debutplade hedder »Tro på dig selv«. Her har hun skrevet sangen »Sender en fugl«, som er skrevet til den pige, der bankede Sandra Monique.

- Det er min måde at fortælle hende, at det har været rigtig hårdt, men at hun ikke kan få mig ned med nakken. Det er min hævn.

Og så smiler Sandra Monique.