I aftenens afsnit af X Factor sagde Ankerstjerne farvel til Aliba og Rasmus, men for Rasmus er afskeden ikke det værste der kunne ske.

»Jeg var ikke skuffet over at ryge ud. Det havde været noget andet, hvis Ankerstjerne havde sagt, at jeg ikke var på samme niveau som de andre,« siger Rasmus Hunt til B.T.

Rasmus trådte ind foran den rødhårede X Factor dommer med en sang, han havde dedikeret til sin afdøde far, som han mistede som 6-årig.

Men selvom sangen betød meget for 18-årige Rasmus og forholdet til hans afdøde far, så gjorde det ikke noget, at det var den han røg ud på.

»Jeg havde valgt at stille op i X Factor for at få konstruktiv feedback. Og det Ankerstjerne sagde, gør at jeg føler mig endnu mere sikker og klar til at forfølge musikken efter X Factor,« siger Rasmus Hunt.

Han fortæller, at det at miste sin far som barn var frygteligt, men tabet af faderen har gjort ham stærkere og lært ham en masse ting om livet.

»Man går glip af en masse ting, når man vokser op uden sin far, men det har styrket mig på mange måder. Jeg er blevet bedre til at stå på egne ben, og det har givet mig styrke,« siger Rasmus og fortsætter:

»Jeg har overlevet at miste min far, og det har styrket mig. Den styrke giver mig håb for fremtiden, så jeg skal nok klare mig«.

Rasmus Hunt
Rasmus Hunt Foto: Privatfoto
Vis mere

Siden november, hvor optagelserne til X Factor bootcampen på Bornholm blev filmet, har Rasmus Hunt arbejdet på at få skudt sin musikerkarriere i gang.

Ankerstjerne sagde, at han ikke var bange for at give slip på det unge talent, fordi han var i stand til at klare sig selv, og de ord har Rasmus Hunt taget til sig.

»Jeg er i fuld gang med at skrive musik til en kommende udgivelse og jeg snakker for tiden med en producer fra London om et samarbejde. Jeg kæmper videre, så der sker nok snart noget,« siger Rasmus Hunt.

Selvom han er færdig i X Factor, så bruger han stadig fritiden fra handelsskolen i Aalborg til at snakke med de andre deltagere, som han holder kontakten med.