Sangerinden Szhirley har – med egne ord – korte stænger, lårbasser og et stort bagparti. Hun er slank, men har løs hud på maven efter sine graviditeter, og så har hun det, hun kalder en 'hyggerulle'.

Og det er helt o.k. For Szhirley har det godt. Et budskab, som hun lørdag aften valgte at dele med sine mange følgere på Instagram.

Den 43-årige sangerinde ferierer i øjeblikket i Kroatien med familien, og at dømme ud fra hendes Instagram-profil foregår det meste af ferien iført bikini.

Hun er da også iført bikini på det billede, der følger med den lange tekst om kroppe og selvværd. Og ja, der er da en fold at se på hendes mave, som hun sidder dér under en parasol.

Men det er, hvad hun kalder 'fedtness', og hun vil til hver en tid foretrække at leve livet og nyde dets goder frem for at leve med forbud blot for at få den perfekte krop.

'Jeg gør en masse godt for mig selv i form af massage, spa-forkælelse, ansigtsbehandlinger, lækre produkter, god mad og vanvittig meget salmiaklakrids, for det fortjener mit hylster, som jeg indtil videre har boet i i 44 år til september,' skriver hun og fortsætter:

'Jeg taler pænt til mig selv, når jeg møder mit spejlbillede om morgenen.'

Hun understreger dog også, at det ikke er, fordi hun ikke har været ramt af den samme tvivl og usikkerhed, som så mange andre har oplevet.

Men hun har fundet ro i det.

'Jeg har, som de fleste andre, også haft mange år, hvor jeg ikke var venner med mine korte fodboldben, min store numse, mine knokkelknæ, mine lange fingre, min krogede næse, som tydeligt viser det halve af mit ophav, og så videre. Og det var, selv om min mor dryssede både selvværd og selvtillid ud over min havregryn hver morgen,' skriver hun og fortsætter:

'Heldigvis lagrede den kærlighed, hun viste mig, sig dybt inderst inde, og jeg har med årene sluttet fred med mig, som jeg er. For jeg er fandeme god nok, og den eneste af mig i hele verden, ligesom du er den eneste af dig på jorden.'

Sangerinden skriver uddybede, at hendes opfordring til at elske sig selv, som man er, ikke skal ses som en påstand om, at man ikke må 'forbedre' sig selv.

Man skal bare huske at gøre det for sin egen og ikke andres skyld.

'Du bestemmer over dit 'tempel' og indretter det efter din smag. Der vil altid være nogle, som har en mening om din 'indretning' eller smag. Men er det dem eller dig, der skal bo i dig?'

Alfa og omega er, at man selv er tilfreds. Og så må man gøre, hvad man synes er rigtigt, for at nå dertil.

'Så længe du ikke gør hverken dig selv eller andre fortræd, så gør du lige præcis det, som gør dig glad. Forstået? Møs på din næsetip,' afslutter Szhirley sit opslag.