Syv måneder efter, at den kontroversielle rapper XXXTentacion blev skudt og dræbt, er han blevet far.

Hans kæreste, som var to måneder henne, da han døde sidste år, bragte forleden parrets første barn til verden: en søn.

Det oplyste kæresten, Jenesis Sanchez, og rapperens mor, Cleopatra Bernard, i en fælles udtalelse i weekenden. Det skriver BBC.

'Vi er glade for at bekræfte, at både baby og mor har det godt,' lyder det.

ARKIVFOTO af familien til XXXTentacion. Forrest står hans mor, som modtog prisen for 'Bedste Nye Navn' på vegne af sin afdøde søn til BET Hip Hop Awards sidste år.
ARKIVFOTO af familien til XXXTentacion. Forrest står hans mor, som modtog prisen for 'Bedste Nye Navn' på vegne af sin afdøde søn til BET Hip Hop Awards sidste år. Foto: Gaston De Cardenas
Vis mere

Samtidig oplyses det, at den lille dreng får navnet Gekyume Onfroy.

'Gekyumes navn kommer fra et ord, som X (XXXTentacion, red.) skabte før sin bortgang, hvilket betyder 'en anden tilstand' eller 'næste' tankeunivers,' oplyser familien i udtalelsen.

'XXXTentacion valgte helt specifikt dette navn til sin førstefødte søn, og hans familie er beæret over at opfylde hans ønske og overøse lille Gekyume med kærlighed.'

Den kontroversielle rapper blev født Jahseh Dwayne Ricardo Onfroy den 23. januar 1998.

Op gennem sine teenageår havde han flere sammenstød med politiet, og han har blandt andet siddet bag tremmer for besiddelse af våben. Derudover har han også været dømt for hjemmerøveri og for overfald, og på tidspunktet for sin død var han sigtet for vold mod sin gravide kæreste.

Han blev dræbt den 18. juni sidste år, da han var på vej væk fra en motorcykelbutik i Florida i sin bil.

Ifølge anklageskriftet blev hans bil blokeret af en anden, hvorefter to maskerede og bevæbnede personer hoppede ud og gik hen mod rapperens bil. Man mener, deres intention var at frarøve XXXTentacion de 50.000 dollar, som han havde med sig i kontanter.

Rapperen skal dog have kæmpet imod, og det var i den forbindelse, han blev skudt på klos hold.

Gerningsmændene flygtede efterfølgende fra stedet. I alt er fire personer sigtet i sagen.

Foto: FLORIDA DEPARTMENT OF CORRECTION
Vis mere