Brian Mørk svarer nu igen på den kritik, der har været af hans comedy-show på TV2: Seerne er for dumme, hvis de tror på udtalelser som, at Mick Øgendahl synger for sine børneorm.

Groteske løgnehistorier og kulsort humor får frit løb i TV2s "Brian Mørk Show". For frit hvis det står til seernes redaktør Lars Bennikke, der i kraft af sit arbejde er talerør for seernes mening.

Selve præmissen for 'Brian Mørk Show' - at det hele er baseret på løgn - retfærdiggør ifølge Lars Bennike ikke, at Brian Mørks gæster f.eks. kan sige, at et navngivent medlem af kongefamilien er en 'sædfontæne', eller at komikeren Mick Øgendahl synger for sine børneorm.

- Der er altid seere, der kan misforstå og tro, det er sandheden, de hører, siger Lars Bennike.

Men det har showets vært, komikeren Brian Mørk, kun latter til overs for.

- Jeg synes, det er morsomt, han tror, at seerne er så dumme. Flere gange under programmet understreger vi, at det er opdigtede historier. Hvis der er seere, der kan tro, det er sandt, at Mick Øgendahl er glad for sine børneorm og synger sange for dem, må det på det strengeste frarådes dem - ikke bare at se mit show, men også Star Wars eller lignende fiktion. Det vil jo blot forstyrre hele deres verdensbillede, siger Brian Mørk.

Han understreger, at han er stor fan af de kongelige, og at showet ikke går ud på at hænge enkelte kendisser ud.

- Programmet blev lavet i en tid, hvor Se og Hør med Qvortrup ved roret var på sit groveste niveau. I showet spiller jeg og mine gæster blot Se og Hør-journalister, siger Brian Mørk og understreger således, at det bare er en leg med opdigtede historier, der med vilje går over gevind.

Er gået til ledelsen
Men seernes redaktør Lars Bennike, er ikke kun bange for, at der er seere, der tro på alt, hvad de hører. I dagens avisudgave af B.T. kritiserer han ligeledes comedy-showet for at gå langt over stregen, når f.eks. en navngiven kvindelige nyhedsvært bliver beskyldt for at være befængt med kønssygdomme, eller en bestemt kvindelig håndboldspiller bliver antaget for at kunne samle et modelfly med sin vagina.

- I programmet bliver der fremført grænseoverskridende sexistiske påstande, som kan være ubehagelige for dem, der bliver hængt ud. De omtalte personer er ikke selv med i programmet, og de har derfor ikke mulighed for at tage til genmæle. Det er et etisk problem for TV2, siger Lars Bennikee.

Efter Lars Bennike har fået en klage over "Brian Mørk Show" af en seer, er han gået til TV2s øverste ledelse for at få dem til at indføre regler på TV2 for, hvad man må og ikke må inden for satiregenren.

Men selv om Lars Bennike har til opgave at tale seernes sag og tage fat i ledelsen, hvis der er ting, der bør laves om, har TV2s direktion ikke ønsket at opstille begrænsninger på det område.

- Ledelsen mener, det er svært at sætte regler op for comedy - derfor vil der på TV2 ikke blive sat grænser for, hvor langt man kan tillade sig at gå, siger Lars Bennike.