Var det noget med et palæ i rigmandskvarteret i Beverly Hills med 2.000 kvadratmeter at boltre sig på samt udsigt over metropolen Los Angeles?

Så skal du bare smide 800 millioner kroner.

Det er Hollywood-stjernen Sylvester Stallone, der har valgt at sætte sin luksuriøse ejendom til salg. Det skriver mediet Dirt.com, og udbudsprisen er svimlende, når man tænker på, at den er mere end tre gange så høj som prisen på den hidtil dyreste solgte bolig i kvarteret.

Med til prisen følger dog naboer som Denzel Washington, Justin Bieber og Mark Wahlberg, da ejendommen er lokaliseret i Beverly Hills i et af de mest eksklusive og luksuriøse kvarterer i hele USA.

Sylvester Stallone mangler ikke penge.
Sylvester Stallone mangler ikke penge. LOIC VENANCE

Ejendommen er gemt inde i de rullende bakker, og hvis ikke luftforureningen i millionbyen generer alt for meget, er der også en gloriøs udsigt over Los Angeles.

Sylvester Stallone købte grunden i 1990'erne og har selv opført palæet, der har intet mindre end otte soveværelser og 12 badeværelser.

Herudover er der et større bibliotek og kontor, en kæmpe swimmingpool og sidst, men ikke mindst, en statue af ingen ringere end … Sylvester Stallone, selvfølgelig.

Men hvorfor vil superstjernen så af med denne luksuriøse villa? Det vil han, fordi han sidste år købte et andet luksuriøst palæ på østkysten i Palm Beach, Florida.

Sylvester Stallone, med sin kone Jennifer Flavin til højre, og en af sine døtre, Sistine Stallone, til venstre.
Sylvester Stallone, med sin kone Jennifer Flavin til højre, og en af sine døtre, Sistine Stallone, til venstre. Michael Tran

Et palæ til den noget mere 'beskedne' pris af cirka 200 millioner kroner.

Men selv om han kan se frem til en stor profit på palæet ved vestkysten, så er det ikke, fordi han mangler pengene. Han er nemlig god for cirka 4,5 milliarder kroner.

Han er primært kendt fra filmene i serien 'Rocky', men trods sin superstjernestatus, enorme rigdom og tre nomineringer har han aldrig vundet en Oscar.