Lyt til artiklen

Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.

Det må 76-årige Sylvester Stallone nu også erkende.

For en måned siden kom det frem, at actionskuespilleren skulle skilles fra sin kone, Jennifer Flavin Stallone. Men den beslutning er nu ændret, melder Page Six.

»De besluttede at mødes derhjemme, hvor de talte sammen og fandt frem til en løsning på deres forskelligheder,« siger Sylvester Stallones talsmand til mediet og tilføjer:

»De er begge meget glade.«

Mandag i sidste uge delte Sylvester Stallone et billede på sin Instagram med teksten 'Wonderful', hvor han holder i hånden med 54-årige Jennifer Stallone, og det fik spekulationerne i gang.

Men det var helt bevidst, lyder det fra talsmanden, der siger, at Sylvester Stallone ville hentyde til, hvad der skulle ske – altså at parret fortrød skilsmissen.

'Rocky'-stjernen og grundlæggeren af 'Serious Skincare' har været gift i 25 år.

Sammen har de døtrene Sophia på 26 år, Sistine på 24 år og Scarlet på 20 år.