Snart kan de kalde sig en familie på fire.

For den svenske supermodel Elsa Hosk og hendes kæreste, den danske iværksætter Tom Daly, venter deres andet barn.

Det skriver hun i et opslag på Instagram.

Og faktisk er det ikke rigtig en nyhed for mange andre end Elsa Hosks 8,5 millioner følgere.

I opslaget afslører hun nemlig, at hun har været gravid i seks måneder. Dermed er hun allerede igennem to tredjedele af graviditeten, og kan snart kalde sig mor til to.

Elsa Hosk og Tom Daly blev forlovet i september sidste år.

»Jeg sagde jaaaa, i en svensk blomsterhave i vores nye lejlighed i den by, hvor vi mødtes for ti år siden – du og jeg baby,« skrev Hosk i den forbindelse.

Elsa Hosk blev for alvor et stort navn inden for modebranchen, da hun blev en såkaldt 'Angel' for lingeribrandet Victoria's Secret.

Siden har hun pyntet cv'et med kampagner for modegiganter som Dior, Dolce & Gabbana og H&M.

Tom Daly er medgrundlægger af sportsbrandet District Vision. Han er født i Ascot i England, men har danske rødder.

Det skandinaviske par mødte hinanden i Stockholm tilbage i 2015, og i 2021 kunne de kalde sig forældre for første gang, da datteren, Tuulikki Joan, kom til verden.