I aftenens afsnit af 'Olivers kamp' om supermodellen Oliver Bjerrehuus' forsøg på at få sit liv på rette køl, anklager hans kæreste svigermor Suzanne Bjerrehuus for at ødelægge deres forhold

Bølgerne har længe kørt højt mellem Suzanne Bjerrehuus og hendes søns kæreste, Gunnvør Linda Virgarsdóttir Dalsgaard. De to har ikke altid kunnet enes, hvilket danskerne flere gange har set i programmet 'Olivers kamp'. Nu langer Gunnvør ud efter Suzanne i aftenens afsnit. Ifølge hende er det morens skyld, at hende og Oliver ikke kan få flere børn.

- Jeg ville gerne have flere børn med ham, men det komplicerer jo unægtelig tingene, at hans mor officielt gerne vil have, at vi skal gå fra hinanden. Det er ulykkeligt. En ting er, at hun har det sådan. Men hun siger det jo også hele tiden og skriver og råber det. Det er jo ikke nemt, lyder det fra Gunnvør i aftenens afsnit.

Det udsagn er Suzanne Bjerrehuus ikke enig i, da bt.dk får fat på hende.

-  Det med deres skænderier, det klarer de helt selv. Det har intet at gøre med mig, og jeg blander mig helt udenom, siger Suzanne Bjerrehuus og forklarer at nogle forhold giver god energi til de involverede, mens andre forhold kan punktere alt.

Oliver og Gunnvør har et forhold i den sidste kategori.

- Selvfølgelig hjælper jeg min søn og vil altid støtte ham, men det er ikke mig der har skilt dem ad, og det vil jeg aldrig gøre. Jeg er slet ikke inde i alt det der, forsikrer Suzanne Bjerrehuus.

Ifølge kæresten Gunnvør er der stadig kold luft mellem de to kvinder.

- Det er status quo med os, lyder det kort fra Gunnvør, der har et barn med Oliver Bjerrehuus.

Mener du stadig, som du siger i programmet, at Suzanne Bjerrehuus vil have at I skal slå op?


- Det er jo ikke min holdning, men hendes, men det er jeg ret overbevist om.

Oliver Bjerrehuus og Gunnvør har været sammen i mere end fem år, men forholdet har været meget turbulent. I januar blev politiet involveret, da et skænderi udviklede sig voldeligt. Parret arbejder nu på at genopbygge tilliden, men Gunnvør og Suzanne har lang vej endnu.

- Vi har ikke talt sammen i noget, der ligner et år. Vi har ikke noget forhold til hinanden, men jeg blander mig ikke i deres liv eller skænderier. Jeg venter bare på at de finder fred, siger Suzanne Bjerrehuus.