For halvanden måned siden blev den nordjyske popduo Sussi og Leo snydt på det groveste, da en telefonsvindler stjal 100.000 kroner fra dem.

Nu er der dog godt nyt i sagen.

Knap 60.000 kroner af de stjålne penge er nemlig tilbage i rette hænder, fortæller parret til B.T.

»Det er så godt,« siger det lettede par.

De fortæller endvidere, at de 60.000 kroner er blevet overført til deres konto ad to omgange.

»Om det er vores sparekasse eller politiet, der har sørget for, at vi har fået pengene tilbage, ved vi ikke.«

Svindlen fandt sted tilbage i slutningen af oktober, hvor en kriminel ringede til Sussi og fortalte, at hun skulle have 4.000 kroner tilbage i Skat.

Svindleren var i besiddelse af Sussis personnummer, og derfor formåede han at snyde hende til at udlevere oplysninger fra hendes nøglekort.

Sussi og Leo har fået en pæn sjat af deres stjåne 100.000 kroner tilbage.
Sussi og Leo har fået en pæn sjat af deres stjåne 100.000 kroner tilbage. Foto: Henning Bagger
Vis mere

En halv time senere tjekkede den populære sangduo deres konto, hvor der var forsvundet 100.000 kroner.

»Det er fuldstændig hul i hovedet, at jeg er så naiv. Jeg faldt i med begge fødder,« sagde den 64-årige Sussi til B.T. dagen efter.

»Det er simpelthen så dumt af mig. Men de tricks, de hackere bruger, er altså lidt skræmmende, og han lød så troværdig i telefonen,« fortsatte hun.

Selvom parret altså stadig mangler at få omkring 40.000 kroner af deres penge tilbage, er de glade for, at det er lykkedes at få en del af dem igen, fortæller de.

»Vi var heldigvis hurtigt ude med at anmelde det, så det er nok derfor, det er lykkedes politiet eller vores sparekasse at få en del af pengene igen,« siger 64-årige Leo.

Til spørgsmålet om, hvorvidt parret er blevet klogere, når det kommer til at dele personlige oplysninger, er svaret klart fra Sussi:

»Det kan jeg love dig for,« siger hun.

»Vi er blevet meget mere mistænksomme,« supplerer Leo.