50 år har de optrådt sammen. I regn og blæst. Sommer og sol. Men optræde skal de og gør de. Sussi og Leo. Selvom kroppen ikke helt fungerer, som den skal.

»Det går fremad. Men meget langsomt desværre,« erkender 66-årige Sussi Nielsen.

Det er Leo, hun snakker om. Hendes mand og musikalske partner, siden de begge gik i 9. klasse.

Selvom det snart er seks år siden, at Leo faldt ned fra en stige og knuste sin hofte, er han nemlig stadig ikke sit gamle velkendte jeg.

Oven i bruddet blev han nemlig dengang ramt af en stafylokokinfektion og en nyre, der satte ud, og lige siden har han kæmpet for at komme helt til hægterne igen.

»Han går stadig med krykker. Også på scenen,« fortæller Sussi Nielsen.

Men nu er hendes 66-årige mand altså gået i gang med at træne op igen.

I en video på Instagram sidder Leo stolt og gentager øvelserne, mens Sussi i baggrunden roser ham.

'Åh, hvor er du dygtig,' siger hun i videoen, som du kan se herunder:

»Det er hans ben, han er ved at genoptræne. Vi havde trænet lidt med at gå uden krykker, men fandt ud af, at det var noget nemmere at træne dem på sådan en træningsbænk,« forklarer Sussi Nielsen.

Til gengæld er parret heldigvis sluppet helt for senfølger oven på den voldsomme omgang corona, de begge blev ramt af kort før jul, og som betød, at de måtte fejre den alene.

»Det er godt nok længe siden, at jeg har oplevet noget, der gjorde så ondt i mellemkødet. Og at man skulle blive så syg, at alt skulle blive så besværligt,« fortalte hun dengang til B.T. og lagde ikke skjul på, at Leo tilmed var langt hårdere ramt end hende.

Men den ligger nu bag dem, og parret har for længst genoptaget deres aktive koncertliv, som stort set hver weekend sender dem på landevejen.

Også denne.

Så er 66-årige Sussi klar til forårets koncerter med ny frisure.
Så er 66-årige Sussi klar til forårets koncerter med ny frisure. Foto: Privat/Instagram
Vis mere

»Vi er i fuld gang. Også selvom det er på krykker,« griner Sussi Nielsen, som dermed også får lejlighed til at vise sin nye frisure frem.