Hun har været der selv. Mærket og oplevet dem på sin egen krop. Fordommene.

»Det har været hårdt at skulle kæmpe. Altid kæmpe, kæmpe, kæmpe. Det var ikke hårdt at være i pornobranchen, men hårdt at komme tilbage til det etablerede samfund og opleve, hvor sammenspiste og lukkede vi er. Samtidig med at vi render rundt og praler med, hvor åbne vi er,« siger Sussi la Cour. Bevæget.

For selvom to årtier er gået, siden hun selv – eller Katja K, som mange kender hende som – oplevede danskernes fordomme, er hun er overrasket over, at de stadig lever i bedste velgående.

At unge kvinder fortsat udskammes, hvis deres seksualitet er ligefrem og åbenlys.

»Det er jo crazy, at det stadig skal være sådan. Men for mig har det været det hele værd, at jeg får rigtig mange tilkendegivelser fra unge piger, som skriver, at de har set mig som et forbillede, der har hjulpet dem til at kunne udleve sig selv seksuelt og finde den frihed, som jeg selv ledte efter.«

»Det synes jeg er vildt fedt. For så giver de ting, som jeg har været igennem, mening,« siger Sussi la Cour, som heller ikke kunne drømme om at fordømme de unge kvinder, som lever deres seksualitet ud på internetplatformen OnlyFans eller gennem sugardating.

Selv var hun 20 år, da hun søgte væk fra det konforme og trange Danmark, landede i Sydafrika og fandt sig en sugardaddy.

»Dengang var der ikke noget, der hed sugardating. Men han var en pæn, ældre engelsk rigmand. Jeg havde det som en prinsesse,« husker Sussi la Cour.

»Fra starten vidste jeg, hvor ulige relationen var. Han var interesseret i mig, og jeg var egentlig ikke interesseret i ham, for han var jo en gammel mand.«

»Men det var spændende at kaste mig ind i en relation med ham, fordi han kunne give mig muligheder, som jeg normalt ikke ville have,« fortæller hun om de knap to år, de var sammen.

»Vi talte virkelig godt sammen, så forholdet udviklede sig til, at vi blev virkelig gode venner på trods af aldersforskellen. Men han var interesseret i et fast forhold og ville gerne flytte til Australien og købe et hus der.«

»Men det var jeg slet ikke klar til, jeg var alt for ung, kunne slet ikke forholde mig til det og mærkede igen modstanden mod den firkantede kasse. Jeg skulle i bevægelse igen,« siger Sussi la Cour om sin sugardating-tid.

Ser hun med nutidens øjne på sit eget liv og karriere, føler hun selv, at hun har været forløber for dét, hun kalder ‘fjerdebølge-feminismen’. Og at det er blandt dem, hun har mange fans.

»Jeg var forud for min tid,« mener hun og kan sagtens forstå, hvad nutidens sugardatere tiltrækkes af.

Sussi la Cour forstår godt de unge kvinder, der sugardater og er på internetplatformen OnlyFans.
Sussi la Cour forstår godt de unge kvinder, der sugardater og er på internetplatformen OnlyFans. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hvis begge parter er fuldstændig indforstået med, hvad det er for en leg, vi leger, synes jeg, at det er fint nok,« siger Sussi la Cour, som har samme holdning til internetplatformen OnlyFans. Omend med visse forbehold.

»Her er kvinderne jo deres egen forretning, og det er godt på den måde, at de er uafhængige. Men du er også i direkte kontakt med dine kunder, som vil købe specifikke ydelser af dig.«

»Det kan være en farlig leg at begive sig ud i, hvis du ikke ved, hvor din egen grænse går,« siger Sussi la Cour, som trods sin medvirken i mange pornofilm aldrig har haft direkte kontakt til sine fans. Og heller ikke har interesse i det.

»Man kan ikke booke mig til en sexbestilling.«

Andre læser også