Sussi La Cour har altid jagtet friheden. Som Katja Kean. Som Katja K. Som Sussi igen. Hun har aldrig før eller siden fundet sig selv, som hun gjorde i pornoen. Men hvad er det hun jager. Hvad er det hun skal væk fra. Hvorfor skal hun videre. Hvad fandt hun, da hun fandt sig selv mellem to mænd på en sofa i Paris?

For 20 år siden blev Sussi La Cour i løbet af kun tre år blandt de mest berømte danske kvinder i verden nogensinde under navnet Katja Kean.

I en mere uskyldig tid, hvor det endnu ikke var hverdagskost med hævnporno og reality-tv-sex for åben fjernsynsskærm, begav hun sig ind i det, der generelt blev betragtet som den næstmest ydmygende branche af dem alle. Porno var kun niveauet over gadeprostitution, hvor allerede ødelagte liv gik helt til grunde. I den branche blev hun en stjerne, mens 90erne nærmede sig årtusindskiftet. Hun var særlig. Der var en nordisk, kølig intelligens over hende inden hun gav los for vildskaben.

Men hvad fik en voksen 29-årig kvinde til at begive sig ind i et så beskidt miljø med oprejst pande?

I årtier har journalister og andre forsøgt at grave klicheen om den ulykkelige barndom, der smadrede selvværdet, frem fra hendes indre.

Hun har altid insisteret på, at den ikke er der. Hun blev ikke misbrugt. Hun var elsket. Hun var bare nysgerrig og ekstraordinært glad for sex, og endnu mere glad for frihed, og ved at sprænge den yderste grænse for, hvad man dengang kunne tillade sig i det her land, opnåede hun en frihed uden sidestykke, fortæller hun.

Men hvor kom frihedstrangen fra? Hvad skete der i Sussi La Cours liv i de år, der danner et menneske?

Og hvordan lykkedes det hende at slippe helskindet fra hånen, udskamningen og foragten, som altid lå lige for?

Måske findes der et svar, men inden vi når så langt, må vi tage til Paris i de sene 90ere, hvor en voksen kvinde er i gang med at indspille sin første scene i en international pornoproduktion.

For her på en sofa mellem to muskuløse mænd findes svaret på, hvad det var, pornoen gav hende, som intet andet før eller siden har givet hende.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Forløsningen

Sussi La Cour var så langt inde i det, at hun stønnede danske sætninger på den engelsksprogede pornooptagelse i lejligheden i Paris.

Hun sad oven på den ene mand i sofaen, mens den anden stod bag hende. De bevægede sig som i én rytme. Hun var helt væk. Helt fyldt ud. Det var et øjeblik af total forglemmelse. Rastløsheden, forladtheden, ensomheden forsvandt. Hun havde trodset al moral, alle konventioner og alle tanker om, hvad andre måtte tænke, og nået frihedens yderste grænser. Hun følte sig tryg mellem de to mænd. Det var en tryghed, der for en gang skyld ikke rummede den stilstand, som altid endte med at gøre hende utryg. Måske fordi tryghedens forræderi engang kostede hende alt. Hun var fyldt ud. Mættet.

Så begyndte rystelsen, der greb hele kroppen og bragte den i sync med sjælen i de sekunder, orgasmen varede. Hun havde fundet det. Det, hun altid havde søgt.

Hun var endelig i fuldstændig overensstemmelse med sig selv.

»Jeg har de her to sider i mig. Rastløsheden har altid kæmpet med den del af mig, der er så kontrollerende. Det kan være anstrengende. Jeg søgte noget, hvor jeg kunne slippe mine indestængte følelser fri for at skabe balance. Jeg har aldrig siden fundet den samme forløsning, som jeg fandt i porno,« siger Sussi La Cour om dengang, hun var Katja Kean.

Jeg spørger hende, om der trods alt ikke alligevel er noget fornedrende i at afslutte hver arbejdsdag med mænd, der sprøjter sæd i hovedet på hende.

Hun griner.

»Nej, hvorfor, synes du det?« spørger hun overrasket og sætter kaffekoppen.

»Det er jo en leg. Sex er jo en leg, hvor man indtager roller. Der er jo en indforståethed mellem parterne i det. Det tænder mig at blive brugt. At det er manden, der tager mig, og mig, der som kvinden tager imod. Jeg kan slet ikke se noget kvindefornedrende i det overhovedet,« siger hun og tilføjer, at det ikke kun var mænd der brugte hende.

Hun brugte selv mænd.

»Til fælles glæde.«

»Jeg tror, jeg er forelsket i dig«

Hun sidder overfor mig ved træbordet i mit køkken, hvor vi sidder, fordi hun er flyttet til Spanien med sin nye mand, og ikke har sit eget hjem i Danmark længere. Hun ryger og griner, og knipser med fingrene, og fniser og sidder fuldstændig ret op og ned, som balancerede hun en bog på hovedet.

Om nogle dage bliver hun 50 år. Hun føler sig ikke som 50-årig.

Hun blev gift med sin mand, Marco, der også er tidligere pornostjerne, for halvandet år siden. Han skrev til hende på Facebook efter, at de var gledet ud af hinandens liv i to årtier. Der havde været noget mellem dem, men det føltes som i et andet liv i en anden dimension. Dengang havde de stået i hendes og hendes daværende mands køkken i morgengryet, da hun stjålent hviskede til ham:

»Jeg tror, jeg er forelsket i dig« efter en nat, hvor de alle tre havde kneppet og coket til den lyse morgen.

Han var pornotyr, en professionel stiv pik, på en af de kvindepornofilm som Peter Aalbæk Jensen og Zentropa forsøgte at få succes med, med Katja Kean i den bærende hovedrolle.

Hun var tiltrukket af ham fra det øjeblik, hun så ham.

Hun sad i sminken, og han kom ind for at hilse, og både hun og makeup-artisten, som var bøsse, var »sådan helt wauw bagefter«.

Men hun var gift, produktionen stoppede, og pornokarrieren endte, da hun var blandt verdens største pornostjerner og blandt de mest kendte danske kvinder nogensinde.

Hun fortsatte mod nye liv, mod TV-serien »Langt fra Las Vegas«, mod Katja K. lingeri, mod konkurs, mod studier på RUC og mod barnløshedens eftertænksomhed, på samme måde, som hun altid er fortsat mod nye liv uden direkte forbindelse til det, hun forlod.

På deres instagrambilleder ser hun og Marco lykkelige ud. Barnligt fjogede på den måde, kun forelskelse kan forandre voksne menneskers ansigter. De er minimalistiske digitale nomader, som vist betyder, at de lever af løse projekter og store drømme. Hun laver stadig TV og holder foredrag. Mens hun taler om dem, kommer jeg af årsager, som hverken hun eller jeg kan sætte ord på, men som måske handler om en eller anden forladthed og den fælles ensomme samhørighed, der altid følger af særligt levede liv, til at tænke på linjerne fra Pink Floyds »Wish you were here«: »We’re just two lost souls, swimming in af fish bowl.«

»Vi er svaner. Men vi er sorte svaner,« siger hun.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

De er ikke udstødte. Sussi La Cour har aldrig været udstødt. Hun er ikke svag nok til at blive overfaldet af flokken, som det sker for de danske piger, der laver porno med selvlede i blikket.

Men hun har altid været outsider.

En sort svane, der ikke er som de andre, og derfor må søge væk mod andre sorte svaner.

Utæmmet

Hun var 12 år, da hendes mor og far kaldte hende ind i stuen i det store parcelhus i det gamle kvarter på den rigtige side af stationen i Avedøre udenfor København.

Uden for det gule hus satte hendes far, der som moren var bankansat, engang et skilt, hvor der stod »Avedøre bad- og motionscenter«, det var for sjov, for sådan var han, moderens modsætning. Altid i gang, altid rastløs og livlig, åbenhjertig og sårbar. Der var ofte mange mennesker. Dem, der kom og købte de ting, han solgte i Politikens »Kramboden«, og gæster til poolparties ved den store swimmingpool i baghaven, hvor faren drak sig megafuld og dansede i sine højtaljede stramme bukser og åbne frynseskjorte fra charterferierne til Spanien til det nyeste musik på det nyeste hifi-udstyr.

»Han gav mig styrken. »Bare giv den gas,« sagde han. »Det er godt, Sussi, bare giv den«,« fortæller hun.

Han var vild med Stevie Wonder og C.V. Jørgensen, som altid spillede i huset og uanset, hvad der siden skete, uanset, hvad hun gjorde med sit liv, forblev han stolt over sin yngste datter til sin død for syv år siden.

De havde gedigne danske designmøbler og litografier af moderne kunst på væggene. De havde en klassisk smag, om end de ikke havde kulturradikalitetens kapital til at realisere den. Sussi, der er fire år yngre end sin søster, som blev model i verdens metropoler, mindede mest om sin far.

Søsteren var mere kontrolleret og sværere at aflæse. Mere reserveret.

Sussi var utæmmet. En drengepige. Vild. I permanent oprør, ville man måske sige. Men det ville nok være mere præcist at kalde det en grænseløs, nysgerrig, usårlig tilgang til verden, som ingen forsøgte at stække.

»Min mor vidste aldrig, hvor jeg var. Jeg følte ikke, der var nogle hindringer,« siger hun.

Hun udforskede verden. Hele den verden, hun kunne nå, i årene inden hun blev 12.

Nogle gange kørte hele familien af sted i farens Ford Ranchero, som havde et stort forsæde, hvor de alle kunne være, og som hendes mor var træt af. Når de nåede Gammel Køge Landevej, og Sussi mærkede bilen køre over to bump, vidste hun, at de var på vej på langfart. Det elskede hun. Væk. Mod nyt. Mod verden.

Revolutionens forstad

Hun blev født i revolutionsåret 68, og voksede op i den seksuelle revolutions forstæder, hvor forældrene badede nøgne og ikke lagde skjul på lidenskaben. Engang kom de ud i haven til pigerne, og sagde, at de ikke måtte komme ind på soveværelset, hvor gardinerne var trukket for.

Men Sussi kunne ikke nære sig, og gennem en sprække i døråbningen, så hun på et lærred i rummet, en kvinde sidde på knæ og sutte på en mands tissemand.

Nogle år tidligere havde en mandlig pædagog i børnehaven langsomt ført sin hånd op langs Sussis ben og længere op, indtil Sussi fik øje på den kvindelige pædagog, der sad lige ved siden af og så lige så forkert ud i ansigtet, som Sussi selv følte, situationen var.

»Man ved godt, når noget føles forkert,« siger hun.

Dengang, da følelsen var forkert, spænede hun væk. I døråbningen var der ikke noget, der føltes forkert.

»På en eller anden instinktiv måde, vidste jeg godt, hvad det handlede om. Jeg havde ikke lært at blive moralsk forarget, jeg kendte ikke konventionerne, så jeg syntes, det var megafrækt,« siger hun.

Det var et godt liv. En god barndom. Hun var god i skolen og havde så mange venner, at hun altid kunne vælge og vrage mellem, hvem hun ville lege med. Både piger og drenge. Alle. Og så blev hun kaldt ind i stuen. Forældrene sad i hver sin stol, som de havde stillet ved siden af hinanden. De skulle skilles. Sussi spurgte, hvor søsteren skulle bo. Det var hos moderen. Så ville hun bo hos faren.

»Det var et chok. Det var jo mit liv, der gik i opløsning. Men jeg reagerede fuldstændig løsningsorienteret. Jeg fokuserede bare på, at der ikke var nogen af dem, der skulle være alene,« siger hun.

Så sådan blev det.

Moderen og søsteren flyttede ud, og søsteren flyttede snart videre til New York og Paris og Milano og alle de steder, som modeller drager mod. Faren og Sussi blev i det store gule hus i det gamle kvarter med swimmingpoolen i baghaven.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Maskulin seksualitet

Det var hendes første mand, der en aften midt i 90erne foreslog, at hun skulle skrive til pornoselskabet i Sverige. De havde set en film sammen, som de ofte gjorde, og efter rulleteksterne stod der, at man kunne skrive til dem, hvis man var interesseret i at lave film. Det syntes han, hun skulle gøre. Hun havde altid været seksuelt udfarende. Hun tog tit på Privee eller Annabells og når hun tog på Krasnapolsky i sine hvide jeans, cowboystøvler og pilotjakke, havde hun for vane at stille sig i baren, bestille en bajer og skue ud over cafeen for at finde nattens fyr.

»Det eneste jeg gik op i, var, hvem jeg skulle have med hjem. Jeg føler på en måde, at min seksualitet har været meget maskulin. Jeg kan sagtens sætte mig ind i den måde, manden er liderlig på. Jeg har aldrig haft brug for at være forelsket for at have sex,« siger hun.

Hun havde prøvet det meste, og sammen med sin daværende mand prøvede hun endnu mere. Han kunne lide at se på. Så pornoen lå lige for. Tanken både fristede og frastødte hende.

Mange år tidligere, da hun var omkring 13 år, havde hun været fristet og frastødt på samme måde.

De var en gruppe piger, der kom hos en 50-årig mand, som boede på 5. sal i det nye højhus tæt på Enghøjskolen i Avedøre Stationsby, der opstod som boliger til fattige københavnerfamilier, da S-togslinjen blev ført til Køge. Det var en slags varmestue. Mere spændende end biblioteket. Der vimsede de rundt mellem de mænd, der også ofte kom forbi. De var nok bevidste om deres indvirken på mændene, men endnu ikke fuldt ud bevidste om, hvad det kunne indebære.

Hjemmet forfaldt, efter at moren forlod faren for at realisere sig selv. Haven groede til, og swimmingpoolen blev til en sø med insekter, der var det tydeligste tegn på, hvordan det havde været, og hvordan det var blevet. Hun overtog morens rolle. Alt det i hende, som hun havde fra moren, tog over. Kontrollen. Ordentligheden. Pligten. Hun ordnede hjemmet. Vaskede op, ryddede op, strøg farens skjorter.

»Jeg tog alt for tidligt et alt for stort ansvar. Jeg forsøgte bare at klare det. Men jeg kunne ikke klare det hele. Haven voksede til med ukrudt, selv om jeg prøvede at klippe mellem fliserne, og vi havde en hund, som der heller ikke var nogle, der gik med til sidst. Den blev møgforvirret. Det var en overlevelsestilstand, hvor man ligesom er på standby. Jeg tror, det er det, som har gjort det svært for mig at finde ro i det, jeg er i, skabe et fundament, få nogle børn. Jeg må hele tiden videre og væk. Det hele var i opløsning dengang, og jeg prøvede at redde det hele, fordi der var så meget kaos inde i mig selv,« siger hun.

Men det hjalp ikke. Hun kunne ikke opretholde facaden. Hun kunne mærke forfaldet og den døde energi hænge i det store hus, når hun havde venner på besøg.

Selvportræt cirka 20 år.
Selvportræt cirka 20 år. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hendes far begyndte at drikke, og mens hun inden skilsmissen altid havde opsøgt selvstændigheden, var hun nu i stedet blevet overladt til sig selv. Han havde købt den sidste nye VHS videomaskine, der var stor som en kuffert, og hvor man skubbede båndene ind fra oven. Hun blev ekspert i at aflæse præcis, hvor faren var nået til i filmene. Når han så ikke var hjemme eller gik ud efter smøger, skyndte hun sig at sætte pornofilmene på, så hurtigt hun kunne, så hun kunne nå at spole tilbage.

»Det gjorde jeg ofte. Nogle af scenerne tændte mig helt vildt. Jeg onanerede og kom helt vildt. Igen og igen og igen.«

Om onsdagen havde hun tysk i første time. Hun havde ikke lyst. Så i stedet satte hun sig altid over på de bænke, der stod i sådan nogle svalegange i højhuset, hvor den ældre mand også boede. Det var i den time, hver onsdag, at ensomheden og forladtheden for alvor fyldte hende. Det var der, hun tydeligst kunne mærke de år i sit liv.

»Når jeg sad der, følte jeg mig virkelig bare lost. Jeg havde også dårlig samvittighed over at pjække og følte mig helt alene. Jeg har stadig den grundfølelse af ensomhed i mig. Jeg føler, at jeg hele tiden skal have styr på det hele, og derfor er det også så stor en forløsning, når jeg giver slip, fordi det er så hårdt at forsøge at kontrollere kaos,« siger hun.

Fristet og frastødt

En aften kunne hun ikke udskyde det længere. Hun havde læst sig liderlig i Rapports Grå Sider. Hun måtte udforske det.

Hun besluttede at tage op til manden i højhuset alene. Da han åbnede døren, vidste de begge med det samme, hvad hun ville. Bag hende låste han døren, der ellers altid var åben, og rullede gardinerne ned i stuen. Så sad de i hjørnesofaen. Hun fik en sodavand. Det var akavet. Hun fik fremstammet, hvad hun ville. Hun ville ikke gå hele vejen. Men langt. I starten pressede hun knæene sammen, så han ikke kunne komme til, men så slap hun kontrollen, på samme måde som hun mange år senere ville gøre på pornoset over hele verden.

»Han var frastødende. Gammel. Usoigneret. Det var megafrækt. Det tændte mig, at det også var lidt ulækkert, at han var et klamt svin. Vi havde ikke fuldbyrdet sex, det ville være for voldsomt. Men jeg vidste, han var megaliderlig over en ung pige. Det tændte mig helt vildt,« siger hun.

Bagefter lænede han sig tilbage i sofaen. Så sad de der for nedrullede gardiner bag den låste dør på 5. sal i det nyopførte sociale boligbyggeri i Avedøre Stationsby langs S-togs linjen mod Køge: En 13-årig, spinkel og endnu uudviklet pige, der nok var ensom og fortabt, men først og fremmest nysgerrig og en usoigneret mand på 50.

Voksen pornostjerne

Hendes mand kørte hende til flyvebådene til Malmø, hun tog over og mødte producenten og fotografen og indspillede scenerne. Det var lurvet og snusket, uden æstetik og den kvalitet, som hun egentlig krævede. Men det gik godt. Hun klarede det godt. Hun var 29 år og fuldt ud klar over, at hun var anderledes end de almindelige piger i den skandinaviske pornoindustri.

Nogle år tidligere, i en af de stunder, hvor hun som så ofte før og siden bare pludselig havde forladt det hele, var hun taget til Sydafrika for at arbejde som tjener. Her mødte hun en 20 år ældre rig englænder. De havde to år sammen. Det var et sugardaddy, sugarbabe forhold. De svingede sammen.

Han tog hende rundt i verden på 1. klasse og købte alt det dyreste til hende. Det havde været godt, så længe det varede. Men en dag på en fin restaurant i London ville han mere, og da hun sad så tæt på København, kunne hun mærke, at hun skulle væk, så hun forlod ham, frieriet, lejligheden i Sydafrika med al designertøjet og smykkerne, og fløj tilbage til København uden at se sig tilbage. Hun var ude af stand til at se en plan for sig. Et mål i livet udover frihed. Et ønske om at blive noget bestemt. Som ung, omkring den tid hun droppede ud af HF, gennemlæste hun desperat Politikens »Hvad kan jeg blive«. Intet af det sagde hende noget. Hun kylede den væk. Hun ville ikke blive.

Hun ville videre.

»Jeg har altid været fascineret af andre miljøer, med helt andre grænser og normer. Jeg kan ikke udholde konformiteten fra det parcelhuskvarter, jeg voksede op i. Jeg føler mig kvalt. Det minder om stagnation, hele tiden at opholde sig samme sted under samme kontrollerede rammer. Hele livet har jeg følt, at jeg skulle væk fra stagnation. Jo vildere, desto bedre for at opløse stagnationen.«

Da pornokarrieren tog fart sidst i 90erne.
Da pornokarrieren tog fart sidst i 90erne. Foto: JAN JØRGENSEN
Vis mere

Scenerne i Malmø førte hende videre til Paris, til den berømte pornoproducent Pierre Woodman. Her var der anderledes stil over det. Alt var mere professionelt og modellerne lækrere. Det var her, da hun i sin første internationale scene lavede en sandwich, der kan beskrives som, at kvinden har et fremmedlegeme både det ene og andet sted samtidigt.

Den følelse af forladthed og endeløs ensomhed, der er for almen til at bekræfte klicheen om pornostjernen med den elendige barndom, men som var et vilkår i nogle definerende år, var endelig helt væk. Elimineret fra øjeblikket. Fjernet for en stund.

»Det er en forløsende åndelig og kropslig tilstand. Man er fyldt fuldstændig ud i alle huller. Der er ikke noget, der mangler. Det giver en tryghed. En mæthedsfornemmelse. Man er fyldt op. Jeg blev forløst. Blev fri i hovedet. Det var, som om tid og sted forsvandt. Jeg var 100 procent til stede i momentet. Jeg har aldrig fundet den samme form for forløsning i andre ting, jeg har lavet i mit liv siden,« siger hun.

Selvrespekt

Det var på det tidspunkt, at Peter Aalbæk og Lars von Triers Zentropa fik ideen om at lave porno til kvinder. De hyrede Katja Kean, der var tæt på den eneste professionelle, og som i de fleste scener måtte kæmpe forgæves mod de danske pornotyres slappe præstationsangst. Det var, da de film skulle præsenteres, at hun blev verdenskendt i Danmark. Hun kunne ikke længere være Sussi og Katja som to adskilte eksistenser. Nu vidste de gamle skolekammerater, veninderne, familien, forældrene, hvem Katja Kean var. Og hun kom til USA, som hele tiden havde været drømmen, hun var særlig, og hun blev blandt de største i en branche, der kan knuse sjæle.

Hendes far støttede hende. Hun har aldrig talt om det med sin mor, og til en familiekomsammen med fætrene og kusinerne, da berømmelsen var allerstørst, blev det mest bizart. Ingen sagde noget, ingen spurgte, alle ignorerede, at Danmarks mest berømte kvinde sad der mellem dem alle.

»Jeg kan kun huske, at min mor var stolt, engang Casper Christensen sagde, at jeg havde fået en lynkarriere. Det fæstnede hun sig ved. Men vi har aldrig talt om det. For eksempel inviterede jeg hende engang i Tivoli, hvor jeg skulle synge med Dario. Men hun kom ikke. Min far, han sad på første række, og var så stolt af mig,« siger hun.

Fra venstre Casper Christensen, Katja K, Lars Hjortshøj, Klaus Bondam og forrest Frank Hvam til premiere på afsnit af Langt fra Las Vegas.
Fra venstre Casper Christensen, Katja K, Lars Hjortshøj, Klaus Bondam og forrest Frank Hvam til premiere på afsnit af Langt fra Las Vegas. Foto: Simon Knudsen
Vis mere

Casper Christensen ringede på det rigtige tidspunkt dengang. En dag, da hun slappede af på stranden ved Venice Beach i Californien, kunne hun mærke, det var slut. Både med ægteskabet og med pornoen. Hun havde udlevet det, udvidet både egne og Danmarks grænser og opnået en forløsning, der ikke kan genskabes af gentagelse. Så hun tog hjem, og for første gang kunne Danmark se en pornostjerne i en helt almindelig sit-com, hvor en god del af komikernes punchlines på en eller anden måde gik på, at hun var tidligere pornomodel. Hun var simpelthen med til at tage pis på sig selv, og dengang, før verden blev mandesløj af krænkelsessyge, var der ikke et højere niveau af overskud.

»Hvis folk kan mærke, at du har selvrespekt og står inde for det, du laver, så respekterer de det. Desværre er det sådan, at hvis mennesker kan lugte, at nogle er svage, så skal de nok ydmyge og straffe en. Men jeg har stået ved mit valg. Jeg er så glad for, at jeg turde udfordre moral og konventioner og ikke lod mig holde tilbage. Nu er det 20 år siden, men det er noget, der altid vil være en del af mit liv, og det var nok der, jeg var allermest mig selv.«