Natten til lørdag gik den 67-årige musiker Leo Nielsen bort.

Ved sin side har han stort set hele livet haft sin både romantiske og musikalske partner, Sussi Nielsen.

Men da han døde, var hun der ikke, fortæller hun til TV 2 Nord.

»Det var hjemmeplejen, der fandt ham og klædte ham på. Han kom af sted i smoking og med en af sine poser tobak,« siger Sussi Nielsen med et forsigtigt smil til tv-kanalen.

Dagen forinden Leo Nielsens bortgang fortalte Sussi Nielsen til B.T., at hun var klar til at give sin mand fred efter et opslidende sygdomsforløb.

»Det kan ske, hvornår det skal være. Så derfor siger lægerne også en gang imellem, at jeg skal huske også at gå en tur, komme lidt væk. For det kan lige så godt ske, når jeg er på wc eller tager et bad,« sagde Sussi da.

Men klokken 3 om natten vågnede hun med uro i kroppen og forestiller sig derfor, at det var her, hendes partner gennem mere end 50 år tog sit sidste åndedrag, forklarer hun til TV 2 Nord.

Leo Nielsen har for alvor været syg siden november sidste år.

Han blev først i midten af december og siden i januar indlagt med maveproblemer og gennemgik to store operationer for tarmslyng.

I flere omgange kom han hjem igen, men tidligere i januar meldte han ud, at han indstillede karrieren på grund af de omfattende helbredsproblemer.

Denne lørdag nat fik Leo Nielsen så fred – og er siden blevet mindet og hyldet af alt fra duoens mange fans til landets statsminister.

Sussi Nielsen har lørdag høfligt afslået at kommentere yderligere for nuværende over for B.T.