Sussi fik beskeden klokken halv seks i morges, da hun blev vækket af hjemmesygeplejersken.

Hendes ungdomskæreste, ægtemand og musikalske partner gennem mere end 50 år, Leo, var død i løbet af natten til lørdag.

»De sidste to måneder har jeg troet, at han skulle dø tre gange, og fjerde gang lykkedes det så for ham,« som Sussi Nielsen udtrykker det, da B.T. taler med hende lørdag morgen:

»Jeg kommer til at tude en masse gange i løbet af i dag, men lige nu har jeg det sådan set udmærket.«

Leo og Sussi var sammen i mere end 50 år.
Leo og Sussi var sammen i mere end 50 år. Foto: Rune Øe
Vis mere

Delvist afklaret, i hvert fald så godt som man nu kan være i timerne efter at have miste sit livs kærlighed. Men den seneste svære tid har gjort, at Sussi har forberedt sig på det værste.

Som hun siger, da B.T.s journalist siger tak for, at hun har tid og overskud til at tale i telefon i fem minutter :

»Jeg har jo ikke andet at lave nu.«

Leo Nielsen blev 67 år.

Han havde i de seneste måneder været alvorligt syg, hvilket havde krævet flere indlæggelser på grund af blandt andet tarmslyng og nyresvigt.

Senest gik turen igen til Hjørring Sygehus i lørdags, men fredag fik han lov til at komme hjem, og den sidste nat blev tilbragt i en hospitalsseng, der var blevet sat op i parrets studie på den firlængede gård mellem Saltum og Vester Hjermitslev i Nordjylland.

»Jeg har ikke været i kontakt med ham siden lørdag aften, men jeg vidste, at han absolut ikke syntes, at det var sjovt at ligge deroppe, selv om de var så søde. Så jeg ville gerne have ham hjem. Vi ville gerne hjem,« siger Sussi:

»Han havde mange smerter, og han reagerede heller ikke, da de trillede rundt med ham.«

Sussi og Leo boede sammen på en gård i Nordjylland.
Sussi og Leo boede sammen på en gård i Nordjylland. Foto: Rune Øe
Vis mere

Hun ved derfor ikke, hvornår ægtemanden døde. Beskeden fik hun således først, da hjemmeplejen i morges ankom til hjemmet, fandt Leo død og vækkede Sussi.

Men hun har en fornemmelse.

»Jeg sov simpelthen så dybt, da hjemmeplejen vækkede mig, men jeg tror, at han døde kl. 3 i nat. Jeg synes, at jeg kunne mærke det, for jeg vågnede og følte mig urolig,« siger Sussi, der sov i parrets soveværelse på første sal af huset, hvor Leo ikke kunne bugseres op.

I flere interview har Sussi den seneste tid givet udtryk for, at hun gerne så, at Leo kunne fred. Og som hun lørdag morgen skriver på Instagram:

»Jeg ved, at jeg kommer til at savne Leo rigtigt meget, men vi har begge haft det sådan, at det hjælper ikke at have ondt af det med sig selv, så jeg vil give slip på Leo og lade ham komme videre, til hvad der nu er på den anden side.«

Til noget bedre.

Og når det nu skulle være, så er Sussi glad for, at Leo fik sin sidste dag hjemme i netop studiet, der har været omdrejningspunkt for parrets mange år i showbusiness.

»Jeg øvede også derude i går, så det nåede han også lige at få med,« fortæller hun.

For livet går videre. Det samme gør showet, faktisk.

Allerede torsdag skal Sussi igen ud på landevejen, når hun som en del af sin egen gruppe 'Sussi og Drengene' går på scenen i Esbjerg.

Det bliver der ikke lavet om på.

»Nejnej, ork nej. Det kan jeg godt. Nu ved jeg, at han har det godt. Det havde ikke været så sjovt, hvis han stadig havde ligget der. Nu føler jeg, at jeg kan tage ud og spille med god samvittighed,« siger Sussi:

»Leo spillede også i efteråret, selvom han ikke burde, for da var han allerede meget syg, inden det blev rigtigt slemt i november og december. Det der med at aflyse, det har aldrig været os.«

Men Sussi ser også frem til at komme ud og møde fansene. Nogle af dem har sendt hilsener i et væk igennem den seneste tid. Eksempelvis brummer hendes mobiltelefon uafbrudt gennem samtalen med B.T. på grund af både tekstbeskeder samt notifikationer for hver eneste nye kommentar på Instagram.

»Der har været sindssygt mange, og jeg har let ikke haft tid til at læse dem allesammen, men det betyder så meget. Og hvis jeg en dag sidder og er lidt ked af det, vil jeg læse dem, for så kan jeg da kun blive i godt humør igen,« siger Sussi:

»Jeg sagde også til Leo en af dagene: 'Du er nødt til at skifte den der kuffert ud med noget meget større. Du skal have sådan en supertanker med for alt det kærlighed, der bliver sendt til dig på den sidste rejse – det er helt vildt.' Jeg er virkelig så rørt.«

Her kan du læse Sussis sidste besked på Instagram: