En fantastisk bog blev til en dårlig film.

Det skudsmål giver Susse Wold filmen 'Den kroniske uskyld' fra 1985, som hun selv spillede med i.

Skuespillerinden bryder sig hverken om filmen eller den rolle, hun selv spillede som Helles manipulerende og dominerende mor.

Hun kalder rollen som fru Junkersen for 'uden substans'.

Foto: Fra filmen 'Den kroniske uskyld'/ YouTube
Vis mere

Det afslørede hun lørdag formiddag, da hun var gæst på P4 hos Mads Steffensen i radioprogrammet 'Mads og Monopolet'.

Alle, der var unge i 80'erne, husker stadig Susse Wolds pragtpræstation som moderen, der forfører sin datters kæreste i Edward Flemings filmatisering af Klaus Rifbergs berømte roman.

Men Susse Wold var ikke selv begejstret for filmen.

Et faktum, som hun tidligere har betroet Mads Steffensen i forbindelse med tv-programmet 'Her er dit liv'.

Da studieværten lørdag præsenterede den 80-årige 'Monopol'-debutant, vendte han tilbage til det spørgsmål.

Mads Steffensen i 'Mads og Monopolet'. (Arkivfoto)
Mads Steffensen i 'Mads og Monopolet'. (Arkivfoto) Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

»Da vi lavede 'Her er dit liv', husker jeg, du sagde, at du ikke var begejstret for 'Den kroniske uskyld'. Du syntes ikke, den var særlig god?

»Jeg synes, det er så god en roman, og jeg syntes, det var så dårlig en film,« forklarende Susse Wold.

For mange tilbud om at spille smukke overklassefruer var også medvirkende til, at hun i mange år efter 'Den kroniske uskyld' slet ikke optrådte på det hvide lærred.

»Hvis jeg kun fik tilbudt de der smukke damer uden indhold. De der Hellerup-fruer, der havde en lille brandert på eller noget andet. Der var ligesom ikke noget substans i teksten. Der er jo noget, det hedder: 'I begyndelsen var ordet.' Og der var ligesom ikke noget substans i. Hvad skal du stille op som skuespiller, hvis der ikke er andet end at se ud?« spurgte hun retorisk og tilføjede:

Susse Wold fotograferet til en biografpremiere tilbage i 2014.
Susse Wold fotograferet til en biografpremiere tilbage i 2014. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Det, syntes jeg, var kedeligt. Derfor sagde jeg til casteren, at jeg først ville ringes op, når der er et eller andet (med indhold i, red.).«

Hele 27 år gik der, før Susse Wold igen sagde ja til en filmrolle.

Det var, da Thomas Vinterberg i 2012 lavede 'Jagten' med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Her spillede Susse Wold rollen som institutionslederen Grethe.

Inden hun sammen med tv- og radiovært Huxi Bach og komiker Jan Gintberg kastede sig ud i lørdagens dilemmaer, fortalte hun også Mads Steffensen, at hun bliver ved med at arbejde, så længe hun lever.

»Jeg bliver ved, til jeg dør,« sagde hun og fortalte blandt andet, at hun af samme grund lige har skrevet bogen 'Bevægelse' om sit liv.

»Hvis du er nysgerrig, og det er jeg, så vil man jo gerne opleve ting, nye ting, anderledes ting,« svarede hun, da Steffensen ville vide, hvorfor hun ikke bare trækker sig tilbage og hviler på laurbærrene.

Noget nyt prøvede hun altså også lørdag formiddag, da hun gæstede 'Monopolet'. Du kan høre programmet her.