»Gudskelov er der nogle, der indimellem har gidet at slå én i røven. Det er da dejligt. Men det må de så ikke mere, og det er jeg rigtig ked af.«

Således lød ordene fra Susse Wold, der i lørdagens udgave af Radio24Syv-programmet 'Flaskens ånd' sad overfor vært Poul Pilgaard Johnsen.

Her berettede hun over et glas champagne vidt og bredt om sin barndom og tilværelse, og således altså også om sin holdning til den 'hysteriske krænkelsestid', som hun mener, vi lever i.

»Metoo er jo ikke store, voldelige overgreb, som jeg naturligvis synes, man skal have noget imod. Men den der lille flirt - og måske også den store flirt - skal man selv kunne styre. Inklusiv klap i røven,« sagde hun og fortsatte:

»Man må heller ikke længere sige, at nogle ser skidegodt ud. Der er ingen, der må noget mere. Det gør jo, at man bliver fuldstændig stækket på hænder og fødder,« lød det fra den mangeårige skuespillerinde.

Hun gav desuden udtryk for sin utilfredshed med, at Pippi Langstrømpe ikke længere må have en far, der er negerkonge, ligesom der også bliver skrevet om i Halfdan Rasmussens tekster.

Det er for meget, lød det fra den 80-årige kvinde, der dog også selv har oplevet at være tæt på at få sine grænser overskredet af mandlige kollegaer.

Men så har hun sagt fra, lød det. Både på høflig og på mere håndfast vis, når det har været nødvendigt.

Susse Wold blev for alvor kendt for rollen som den smukke femme fatale Gitte Graa i Matador.

Senere gjorde hun opmærksom på sig selv som den excentriske fru Junkersen, der i 'Den kroniske uskyld' forførte datterens kæreste.

Efter denne film skulle der gå mere end 25 år, før Susse Wold  atter dukkede op på det store lærred.

Det skete i Thomas Vinterbergs film 'Jagten',  som er den seneste, der har haft skuespillerinden på rollelisten.