Hun sidder i hotelsuitens bløde sofa med benene oppe under sig. Ser umiddelbart helt afslappet ud. Men krymper sig alligevel lidt.
»Kan du se det på mig? Kan du se, at alene ved tanken om, at det er dét, interviewet skal handle om, så er jeg bare….,« siger hun. Slår afvæbnende ud med armene og griner.
Om få dage er der premiere på Susanne Biers nyeste værk. Den stjernebesatte tv-serie 'The First Lady', som over ti afsnit fortæller historien om tre markante førstedamer – Michelle Obama, Betty Ford og Eleanor Roosevelt – og den store indflydelse, de har haft på såvel det amerikanske samfund som resten af verden.
»De er modige. Der er noget hæmningsløst over dem på den gode måde,« forklarer hun.
Men det her er historien om Susanne Biers mod. Om hendes egen vej til succes.
At det lige blev filmens verden, som hun skulle excellere i, var nemlig på ingen måde givet.
Susanne Bier er vokset op i en kærlig og sammentømret jødisk familie. Hvor traditionerne og levereglerne blev holdt i hævd.
Ingen af hendes forældre var stærkt troende. Men såvel hendes bedsteforældre som tanter og onkler var.
Som ung var luften derfor tyk af forventninger om, at Susanne Bier skulle gifte sig med en jødisk advokat og få seks børn. Så tyk, at hun en tid også troede på det selv.
»Der er ingen tvivl om, at det kan være ekstremt livfuldt og tilfredsstillende at leve i en klar social sammenhæng, hvor der er et tæt socialt samvær og også er svar på de store spørgsmål i livet.«
»Hvis det altså passer til én. Det har bare ikke passet til mig,« siger hun om forventningerne om at leve et traditionelt jødisk liv.
»Jeg har aldrig følt, at jeg passede ind i en skabelon. Jeg har altid følt mig en anelse utilpasset. Og det gør jeg egentlig stadigvæk,« forklarer Susanne Bier.
Til gengæld havde – og har hun – en stærk kreativ drift. Og det var dén, der førte hende til arkitektskolen i London, indtil hun i 1983 sadlede om og søgte optagelse på Den Danske Filmskole i København.
»For jeg har altid været optaget af at studere mennesker. Optaget af kemi mellem mennesker.«
Den fik hun rig lejlighed til at studere på skolen.
I dag husker hun kun alt for godt seminarerne på Filmskolen, hvor snakken trak ud i det uendelige. Hvor unge mænd iført læderjakker og høj selvfølelse holdt alenlange og prætentiøse taler om deres værk.
Husker, hvordan hun, når det blev hendes tur, sagde fire ord og blev mødt med himmelvendte øjne.
»Så så man filmene, og min var bare bedre. Der fik jeg lige en 'okay, I kan rende mig i røven',« griner hun og erkender, at det krævede en del at blive respekteret.
»Man skulle bokse ret meget for ikke at blive bagatelliseret,« siger hun om at være en af de få kvinder på skolen, omgivet af selvhøjtidelige unge mænd.
Susanne Bier medgiver, at hun en tid overvejede, om hun skulle lære at tale som dem. Men:
»Det har jeg aldrig kunnet. Og nu har jeg opgivet. Jeg gider ikke det der. Jeg duer ikke til det. Jeg kan ikke finde ud af det.«
Siden hun i 1991 debuterede med 'Freud flytter hjemmefra', har Susanne Bier da også kunnet give alle de seje drenge i læderjakke fingeren. For med undtagelse af hendes anden film, 'Det bli'r i familien', er succeskurven kun gået én vej.
»Det var sgu ikke sjovt. Men så lærer man jo, at man overlever. Det giver lidt hår på brystet at have fået en lussing tidligt i karrieren. Jeg tror, at det er meget sundt at blive mindet om, at man nok ikke kan gå på vandet,« siger hun om fiaskoen.
I dag er Susanne Bier en international stjerne. Er hende, der – som den første kvinde – har en Oscar, en Golden Globe og en Emmy stående på hylden.
For nylig kunne hun føje European Film Awards' ærespris og en dansk Æres-Bodil til samlingen.
Hun har arbejdet med Nicole Kidman, Hugh Grant, Sandra Bullock, Jennifer Lawrence, Bradley Cooper, og nu kan hun føje Michelle Pfeiffer, Gillian Anderson og Viola Davis til listen.
Er blevet en succes.
Så krymper hun sig lidt i sofaen igen. Som om ordet alene sender en bølge af ubehag ind over hende.
»Hør nu her,« siger Susanne Bier og læner sig insisterende frem.
»Det er ikke sådan, det er. Man føler sig ikke som en succes. Man ser på sig selv som et menneske, der består af ting, man er god til, og ting, man ikke er god til.«
»Jeg er et menneske som alle andre, og det værste, man kan gøre for sin menneskelighed og sit kunstneriske virke, er at begynde at blande omverdenens syn på én ind i ens indre balance,« forklarer Susanne Bier og tilføjer så næsten undskyldende:
»Jeg er bare ikke specielt god til at tage imod ros. Det får jeg tit ret meget ballade for af min familie.«
»Men jeg har en eller anden idé om, at man bliver fordærvet af det. At hvis jeg nu kiggede mig i spejlet og tænkte: 'Fuck, hvor er jeg fed', ville jeg ende med at være mere optaget af at være fed end at lave noget, der var fedt,« siger hun. Og sukker så.
»Det kunne godt være, at det ville være skønt for mig, hvis jeg nød min succes lidt mere. For jeg kan godt se det. At jeg får en masse gode ting, priser og sager.«
»Men jeg er også lidt bange for det. Jeg tror måske, at den nervøsitet for at blive fordærvet af det er stærkere end min lyst til at nyde det.«
På enhver vej til succes er der bump. Store som små sten. Susanne Bier har altid valgt ikke at snuble over dem.
Jo, det er og har været hårdt i lange perioder at være væk fra familien. Har været hårdt at savne. For hende og for dem. Men:
»I dag er jeg måske gået for meget til en yderlighed, hvor jeg aldrig ved, hvor jeg er i løbet af et år. Hvor alt er oppe i luften.«
»Men jeg har altid følt, at det, jeg laver, var og er helt vildt interessant og spændende. Så jeg tror ikke, at jeg kunne have gjort det anderledes. Jeg tror ikke, at jeg ville have duet til det.«
»Hvis jeg ikke havde fundet den rigtige form for min kreative drift, var jeg blevet ret ulykkelig.«
Skuldrene er faldet lidt ned. Hun læner sig tilbage i sofaen. Ser lettet ud.
»Hvordan jeg er nået så langt? Ved at være enormt dedikeret, enormt vedholdende. Man skal selvfølgelig også have talent. Have talent og være flittig og have noget af det, som de kvinder i serien også har. En form for kompromisløshed.«
'The First Lady' har premiere 18. april på TV 2 PLAY/Paramount+
