'Fattig-far', 'Mugne Karen' eller bare 'Mutter von der yrle'. Rigmor Zobels blå bog fra tiden som matematisk student på Øregaard Gymnasium afslører ikke kun klassens øgenavne til hende. Hun var også typen, der lavede sine opgaver, før hun fik dem for.

- Hun kunne blive helt syg, hvis der var noget, hun ikke magtede, husker Caroline Zobel om sin ambitiøse lillesøster i bogen 'Zobels liv'.

Under overskiften 'Super-studenten' hyldede B.T. i juni 1988 Rigmor Zobels triumf ved eksamensbordene. Fem mundtlige 13-taller og et gennemsnit på 11 var ikke mindst overvældende for storesøsteren, som - til trods for at hun også blev student - ifølge eget udsagn ikke var 'særlig god'.

- Godt du kun er en pige, trøstede døtrenes far, Peter Zobel, imens han stolt viste Rigmor Zobel frem i ugebladene.

- Ja, hun kan sgu andet end at se godt ud, smilede han.

Efter gymnasiet valgte storesøster Caroline Zobel at gå kunstnervejen. Rigmor derimod havde helt andre planer: Hun ville være model.

Sammen med en veninde flyttede hun et år til Paris. Her fik hun job hos modelbureauet Elite og modehuset Ungaro, som var vilde med den unge danskers blonde look og naturlige smil. Opholdet fik dog en voldsom afslutning.

Cowboyslagsmål

Efter en tur på natklub endte Rigmor Zobel i et cowboyslagsmål. På åben gade fik hun kastet et æg i hovedet og gik straks til modangreb. Hun endte på jorden, men slap dog billigt med et par skrammer.

Hjemme i Danmark igen gik Rigmor i sin fars fodspor og begyndte på jurastudiet. Når paragrafferne drillede, trak Peter Zobel blot på skuldrene. Det var jo ikke ham, der havde bedt hende om at søge ind. Helt uinteresseret var han dog ikke, og han mødte op til Rigmors sidste eksamen, hvor hun scorede nok et 13-tal.

- Det er en af de få gange, jeg har set ham græde, konstaterede Rigmor Zobel senere.

Underdirektøren

Efterfølgende avancerede Rigmor til underdirektør i Codan, Men for ni år siden forlod hun virksomheden med de stolte Zobel-traditioner. Drømmen om den fjerde Zobel i træk i direktørsædet brast.

Siden har Rigmor Zobel skiftet mellem en lang række job og bestyrelsesposter i finansverdenen. Selv erkendte hun i år 2000, som nystartet direktør for et reklamebureau, at hun havde svært ved at finde et sted, hvor hun passede ind.

- Jeg har også nogle egenskaber, som jeg nedtoner i mit nuværende job. Sådan noget med at være for flamboyant og for smart og for ung og alt det der. Det er jo ikke nødvendigvis noget, der skaber troværdighed i finanskredse, siger hun i bogen 'Kampen mod uret'.

LÆS DE TO FØRSTE KAPITLER I SERIEN VED AT FØLGE DE ØVERSTE LINKS I ARTIKLEN. LÆS ONSDAG 4. KAPITEL I SERIEN: RIGMOR I TÅRER - UDRÅBT SOM KRONPRINSENS KÆRESTE.