Mandag fyldte sangerinden Kylie Minogue 50 år, men hun fejrede allerede dagen med en stor fødselsdagsfest lørdag, og her var det en helt bestemt gæst, der vækkede opsigt.

Det skriver The Sydney Morning Herald.

Den australske sangerinde havde nemlig inviteret sin nye 43-årige kæreste Paul Solomons, som er kreativ direktør for det britiske mandemagasin GQ.



Ifølge mediet har der længe været spekulationer om, hvorvidt de to er et par, men med ét Instagram-opslag på begges profiler, bekræfter de kærligheden.

Både Kylie Minogue og Paul Solomons lagde tirsdag det samme billede op af et polaroidfoto, som viser parret, der krammer til hendes fødselsdagsfest med teksten ‘Fødselsdagspige’.

Det er ellers et år siden, man sidst har set sangerinden med armene om en mand, sidste år slog hun nemlig op med den 30-årige britiske skuespiller Joshua Sasse.

Og sidste måned kommenterede hun på tiden efter det forliste forhold.

»Jeg havde et langsomt nervesammenbrud, seriøst,« forklarer Kylie Minogue til Vogue.

Men med endnu et album ude på gaden, et femte årti på bagen og en ny kæreste, ser det ud til, at sangerinden er kommet ovenpå igen. For to uger siden fortalte hun ifølge The Sydney Morning Herald, at hun er gladere end nogensinde.

»Det er jeg ærlig talt. Jeg er meget bevidst og taknemmelig omkring, at det her er en god tid i mit liv. Jeg ved ikke, om det er 50-tingen, det har sikkert meget at gøre med det,« siger hun.

Se et billede af Paul Solomons nedenunder: