I 90erne var der ingen hottere end topsupermodellen Linda Evangelista.

Men i dag er hendes karriere slut, og det skyldes ifølge det 56-årige modeikon, at hun er blevet »brutalt vansiret« efter en fedtfrysning for mere end fem år siden.

I et opslag på sin Instagram afslører Linda Evangalista nemlig nu, at hun fik den sjældne bivirkning paradoksal fedthyperplasi af fedtfrysningen.

'Det forøgede ikke mindskede mine fedtceller og har efterladt mig permanent deformeret, selv efter jeg har undergået to smertefulde og usuccesfulde korrigerende operationer,' skriver supermodellen.

Uden at konkretisere fortæller hun, at hun vil lægge sag an.

Formentligt mod virksomheden ZELTIQ Aesthetics, som hun nævner foretog hendes fedtfrysning og ikke advarede hende imod den kendte bivirkning.

'Med denne her retssag bevæger jeg mig frem imod at slippe min skam og offentliggøre min historie,' skriver Linda Evangelista.

For hendes hævede krop har bragt hende megen skam gennem de sidste fem år, og i skam har hun isoleret sig selv.

'Det har ikke kun ødelagt mit levebrød, det har også sendt mig ind i en spiral af dyb depression, dyb sorg og det dybeste dyb af selvhad,' lyder det ærligt fra supermodellen.

Linda Evangelista med sit karakteristiske korte hår tilbage i hendes storhedstid som supermodel i 1990'erne.
Linda Evangelista med sit karakteristiske korte hår tilbage i hendes storhedstid som supermodel i 1990'erne.
Vis mere

Men nu vil hun have retfærdighed.

Hun vil lære at acceptere, at hun ikke længere ligner sig selv fra sin storhedstid – som det også er blevet nævnt i den kulørte presse, særligt engelske Daily Mail.

'Jeg er så træt af at leve på den her måde. Jeg vil gerne kunne gå ud af min hoveddør med hovedet højt hævet, selvom jeg ikke ligner mig selv længere.'

Canadiske Linda Evangalista startede sin modelkarriere som helt ung, da hun deltog i 'Miss Teen Niagara'.

Efterfølgende flyttede hun til New York, hvor hun steg til tops som en af de mest anerkendte og indflydelsesrige modeller verden over.

Hun gjorde sig særligt bemærket ved at klippe sit hår kort, og hun huskes nok særligt for at have sagt følgende om sig selv og sine kollegaer – såsom danske Helena Christensen – tilbage i supermodellernes æra:

»Vi står ikke ud af sengen for mindre end 10.000 dollar om dagen,« lød det i Vogue i 1990.