Supermodellen Bella Hadid har ikke gjort noget for at skjule, at hun har støttet Joe Biden hele vejen gennem den amerikanske præsidentkampagne.
Nu tager den 24-årige Hadid dog skridtet videre og sviner 'Gucci Gang'-rapperen Lil Pump ud.
Det gør hun, fordi han har erkendt at stå i den modsatte lejr – nemlig ovre hos Donald Trump. Det skriver Insider.
Ifølge det amerikanske medie har 20-årige Lil Pump – med det borgerlige navn Gazzy Garcia – delt flere opslag i løbet af ugen, hvor han har opfordret folk til at genvælge 74-årige Trump til præsident.

På valgdagen delte han blandt andet et billede af sig selv sammen med fire letpåklædte kvinder, der holder et kæmpe 'MAGA 2020'-banner (Make America Great Again 2020).
Dette billede valgte Bella Hadid at screenshotte og dele på sin egen Instagram, hvor hun har over 35 millioner følgere.
Derefter tilføjede hun følgende tekst hen over billedet:
'Det her er så uansvarligt. Denne fyr er en taber'.

Selv om Lil Pump ivrigt har benyttet sig af sin sociale platform til at påvirke sine følgere til at stemme på Trump, så tyder det ikke på, at Trump har det helt store kendskab til rapperen.
Da Lil Pump mandag deltog i Trumps afsluttende rally i Michigan, inviterede præsidenten nemlig rapperen op på scenen, men kom til at kalde ham det forkerte navn. I stedet for at råbe 'Lil Pump' råbte Trump 'Little Pimp'.
Lil Pump har ikke kommenteret Bella Hadids 'taber'-kommentar.
Supermodellen har selv gentagne gange opfordret sine følgere til at stemme på 77-årige Joe Biden og hans vicepræsidentkandidat, Kamala Harris.
Hendes talsmand har ikke besvaret Insiders henvendelser om en opfølgende kommentar.