Supermarkedskæden Walmart, som er meget kendt i USA, er kommet i problemer, efter der fra en officiel side er blevet skrevet en uheldig kommentar på Twitter, der handler om den afdøde skuespiller Paul Walker.

Butikskæden havde reklameret for nogle kanelsnegle, hvorefter en kunde havde vist sin begejstring ved at kommentere opslaget med en såkaldt gif af en bil, der racer afsted.

Det var dog kædens svar, som folk synes, var over grænsen, skriver det amerikanske medie People.

»Click it or ticket, Paul Walker (oversat: Klik den, eller få en bøde, Paul Walker, red.)« lød svaret fra kæden.

Walmart har efter episoden været ude at undskylde overfor Paull Walkers familie og efterladte.
Walmart har efter episoden været ude at undskylde overfor Paull Walkers familie og efterladte. Foto: KAMIL KRZACZYNSKI
Vis mere

Skuespilleren Paul Walker døde i en bilulykke i 2013, og kommentaren er en reference til tv-serien 'Workaholics', hvor den nu så udskældte joke første gang blev brugt.

Problemet er, at 'click it or ticket' også er en sikkerhedskampagne i USA, som skulle få folk til at bruge sikkerhedssele.

Folk finder det ikke sjovt, at en af landets største kæder bruger joken fra tv-serien på deres Twitter-konto.

Ordspillet er nemlig også et spil på at 'tage billetten', da 'ticket' som bekendt kan betyder billet, men også bøde.

Ifølge undersøgelser, der blev lavet efter ulykken i 2013, kom det dog også frem, at både Paul Walker og hans ven, som var med i bilen, havde seler på.

Walmart har efter kommentaren været ude med en officiel undskyldning til Paul Walkers efterladte og andre, der måtte være blevet stødt.

Det sker efter, folk på Twitter har påpeget, at joken fra tv-serien ikke er blevet bedre med tiden, og at Walmart gik alt for langt.

Paul Walker spillede med i de meget populære 'too fast too furious'-film, som havde biler og ræs som omdrejningspunkt.