Millie Bobby Brown er kun 16 år gammel, men er allerede en verdensstjerne.

Berømmelsen, som fulgte med hendes rolle i Netflix-serien 'Stranger Things' er dog ikke alene positiv. Mandag brød hun sammen i en video, som hun har lagt på sin Instagram-profil.

I sit opslag fortæller hun, at havde været ude og juleshoppe med sin mor, da en fan kom hen til hende.

Den fremmede pige havde spurgt stjernen, om hun måtte filme hende, hvilket Millie Bobby Brown sagde 'nej' til, og så skulle man tro, historien sluttede der.

Det viste sig dog, at den pågældende fan ikke ville tage et nej for et nej og gik i gang med at filme alligevel.

»Til syvende og sidst, så skal jeg ikke retfærdiggøre det overfor nogen. Hvis jeg ikke ønsker at være med i en video, så behøver jeg ikke det,« siger den 16-årige på sin Instagram.

Hun forklarede den målrettede fan, at hun også bare var et menneske.

»'Hvad mere skal jeg sige til dig?' spurgte jeg hende, og så svarede hun: 'Så jeg kan ikke tage en video af et menneske?'. Hvilket jeg svarede 'nej' til,« lyder det fra Brown.

Millie Bobby Brown på den røde løber. (Arkivfoto).
Millie Bobby Brown på den røde løber. (Arkivfoto). Foto: DAVID SWANSON
Vis mere

I sin story løber tårerne ned ad den unge skuespillerindes kinder.

»Det påvirker mig bare negativt, når folk prøver at skubbe til grænserne, og jeg ville ønske, folk var mere respektfulde. Jeg prøver satdig at navigere i alt det her, og det er stadig overvældende.«

»Jeg vil gerne tage billeder med jer, men når man prøver mig af og prøver at presse mig med det ... Hvor er mine rettigheder til at sige nej?'

Derefter opfordrer den unge stjerne folk til at have mere respekt for hinanden.

Senere har hun lagt et nyt opslag på sin Instagram-konto, hvor hun forsikrer sine følgere om, at hun har det godt igen.

'Jeg var emotionel i øjeblikket, fordi jeg følte mig utilpas, og fordi jeg ikke følte mig respekteret. Det er vigtigt at respektere folks grænser og at sige fra,' skriver den unge Millie Bobby Brown.

Hun er foruden Netflix-serien 'Stranger Things' også aktuel med filmen 'Enola Holmes', der tager udgangspunkt i bøgerne om karakteren 'Sherlock Holmes', der er skabt af forfatter sir Arthur Conan Doyle.