Når 28-årige Mille Gori fletter sit hår og ifører sig buksedragt og pilotbriller, bliver hun til Motor Mille. Her fortæller børnenes yndlingsdrengepige om sin vilde rejse fra Spøttrup til DRs magiske Ramasjang-ø.
Mille Gori sætter en ære i at være hele Danmarks Motor Mille.
Når børn og forældre genkender hende på gaden som drengepigen fra DRs børneunivers, smiler hun venligt og gør alt for at opretholde illusionen om, at hun selvfølgelig bor ude på Ramasjang-øen sammen med Onkel Reje, bamsen Bruno og alle de andre elskede karakterer fra tv. Som hun forklarer, er der jo ingen grund til at afsløre, at hun i virkeligheden bare bor i en lejlighed på Amager.
»Så sent som i søndags, var jeg til premiere vores Ramasjang-film ’Sikke et cirkus’, hvor jeg ankom som mig selv. En lille pige kom hen til mig og spurgte, hvor jeg boede. ’Jeg bor på Ramasjang-øen’, svarede jeg og kunne ud af øjenkrogen se forældrene smile taknemmeligt over, at jeg ikke brød illusionen. Det gør jeg meget ud af. Jeg kan Motor Milles historie på rygraden, og det er vigtigt for mig ikke at ødelægge noget for børnene. Også selvom det nogle gange kan være underligt at stå i Føtex og få taget billeder, mens man står og vælger, om man skal have oksekød eller kylling til aftensmad,« griner hun.
BT møder den 28-årige multikunstner på Folketeatret i København, hvor hun for en gang skyld er hoppet ud af Motor Mille-uniformen, og er hyret som Mille Gori til at spille Wendy i en ny akrobatisk opsætning af eventyret om Peter Pan.
Hun er stolt af sin Motor Mille-karakter, men vil også gerne prøve andre sider af sit talent af, og derfor glæder hun sig til at tage landet rundt med en teatertrup udenfor DRs børneunivers.
»Jeg synes, Motor Mille har fundet sin plads. Nu har jeg tid til at dyrke Mille Gori, og se hvad hun er for en. Jeg elsker at lave alle mulige forskellige ting på en gang, og er for eksempel også i gang med at skrive på en julekalender, som jeg håber bliver til noget en dag.«
Historien om Mille Gori begynder i 1989 på Skive Sygehus. Hun vokser op med sine forældre, som den ældste i en børneflok på tre i den lille landsby Spøttrup, med den lokale middelalderborg som legeplads.
Hendes forældre tog hende med i cirkus første gang, da hun var tre år og hun blev hurtigt fascineret af skuespil og scenekunst, og som teenager brugte hun derfor al sin fritid på Holstebro teater, hvor hun fra hun var 11 år nåede at spille med i 18 forestillinger.
»Jeg ville øve mig, så meget jeg kunne. Jeg gik til dans og kom på en linje for moderne dans. Jeg gik samtidig på Skive gymnasium, hvor vi havde nogle vilde årgange med en masse kreative mennesker.«
Efter gymnasiet flyttede Mille Gori til Stockholm, hvor hun gik på et balletakademi.
»Det var de hårdeste to år i mit liv. Jeg tog derop uden en krone på lommen og samlede flasker for at få råd til aftensmad. Jeg dansede hele min vågne tid og lærte absurd meget.«
Hun fortsatte sin danseuddannelse i København på Statens Teaterskole, og det var her, hun en dag fik et opkald fra Danmarks Radio.
»I kedsomhed havde jeg på skolen sagt ja til at styre en følgespot på en elevforestilling. I pauserne, når jeg bare sad og ventede, kravlede jeg rundt i en metal-hulahopring, jeg havde spændt op i loftet, og da der en dag kom en masse børn ind bag scenen, begyndte jeg at lege gemmeleg med dem. Det så Marie, en af folkene bag Cirkus Summarum, og det var hun åbenbart faldet for. Jeg fandt først ud af, at det hang sådan sammen mange år senere, men jeg er Marie evigt taknemmelig, for det hun så i mig den dag.«
Mille Gori blev bedt om at møde op til en casting ude på DR, og selvom hun føler, at hun både sang pivfalsk og kom til at løbe ind i både en dør og en kameramand, og fik lavet et underligt interview med en 40-årig mand, der skulle forestille at være et barn, blev hun ansat. Så satte hun sig ned med redaktøren, og Motor Mille blev skabt.
»Jeg ville gerne have en karakter, som jeg kunne tage af og på. Jeg er en drengepige, der elsker at være beskidt og rode med biler, og er vokset op i værkstedet med min far. I børneregi er ordet motor ret genkendeligt, og så lød det jo godt med ’m og m’.«
Siden opfindelsen af Motor Mille i 2013 har Mille Gori udgivet børnebøger, instrueret cirkusforestillinger og lavet et hav af tv-udsendelser. Hun kan ikke finde ud af at sidde stille og er med sine egne ord ’elendig’ til at holde fri.
»Jeg får tit at vide, at jeg skal lære at slappe lidt af, men at ligge på langs på sofaen eksisterer ikke i min verden. Af den grund har jeg også en dårlig sofa og ikke noget fjernsyn derhjemme. Ifølge min kalender, har jeg ikke rigtig haft en friweekend siden februar.«
Fra denne uge knokler hun på som Peter Pans veninde Wendy, så udgiver hun snart sin tredje børnebog, og så fortsætter hun som Motor Mille, til hun en dag finder på noget helt fjerde at lave.