»Jeg forstod det ikke helt. Det var vildt surrealistisk, fordi jeg havde regnet med, jeg skulle tilbage til den normale hverdag, så jeg græd faktisk af glæde.«

Glæden var stor hos 18-årige Tara Jensen, da hun i september i fjor fik overbragt nyheden om, at hun var den nye Miss Danmark, fordi den originale vinder havde trukket sig.

Men her syv måneder senere er kronen flået af hende, og beskyldningerne fyger gennem luften. Det er direktøren for Miss Danmark, den tidligere skønhedsdronning Lisa Lents, der har set sig sur på den københavnske teenager.

'Eftersom Tara Jensen har opført sig fuldstændigt i strid med de vilkår, der gælder for Miss Danmark og Miss World, og dermed brudt såvel tillidsforhold som de forpligtelser, hun i et sådant forløb skal overholde, har det desværre været nødvendigt at henvende sig til virksomhedens advokat og bede om at stævne Tara Jensen, med påstand om misligholdelse og groft krænkende handlinger imod konceptet samt misbrug af titel,' skriver Lisa Lents i en længere pressemeddelelse.

Det bliver ikke nævnt, hvad Tara Jensen præcis skal have gjort. Men på Miss Danmarks Facebook-profil har der tidligere stået:

'I sagen med Tara Jensen drejer det sig f.eks. om noget så simpelt som at møde op til forberedende møder med mentorteamet op til konkurrencen til gavn for kandidaten selv og noget så væsentligt som den løbende opdatering af organisationens ledelse...'

Nu overdænges den unge kvinde med overvældende støtte. Blandt andet fra kendissen Stephanie Karma Salvarli, også kendt som Geggo, der skriver på Facebook:

'Jeg håber, unge piger vil tænke sig om, inden de tilmelder sig. Al respekt til afholderen af arrangementet – jeg synes dog, det er super vigtigt, at unge piger faktisk ved, hvad det er de går ind til, for det er ikke lutter lagkage.'

Miss Danmark-organisationen får derimod hård kritik for at komme med personangreb mod den unge kvinde. Det sker på Miss Danmarks egen Facebook-profil, hvor også Tara Jensen giver kritik:

»Heldigvis kommer sandheden altid frem, og heldigvis har jeg enormt mange skønne mennesker, der heldigvis kender sandheden og mig som person, men nu har resten af, potentielt Danmark, også fået en smag på, hvor usmagelig og uprofessionelt dette opslag og herunder også organisationen er,' skriver den nu tidligere Miss.

'Så tak for at udstille det, som det er. Du hører fra min advokat, og resten af Danmark får heldigvis min side at høre,' skriver hun.

Miss Danmark er tidligere blevet kritiseret for at fokusere på overfladisk skønhed og for at have gammeldags krav om, at deltagerne blandt andet skal være jomfruelige.