Natten til tirsdag dansk tid fandt det prestigefyldte Met Gala sted i New York.

Her er det kutyme, at kendisser dukker op i pompøse kjoler, som kæmper om at stjæle overskrifterne.

Én, der melder sig ind i ræset, er rapperen Nicki Minaj, men det er ikke udelukkende kjolens skyld. Hun havde nemlig noget besvær med sit tøjvalg.

»Det eneste uplanlagte ved mit look er, at mine bryster stikker ud, fordi de har gjort kjolens barm for lille,« jokede Nicki Minaj til Page Six.

Hun opfordrede da også folk til at nyde synet.

»For I kommer aldrig til at se det her igen,« uddybede hun.

Nicki Minajs tøjvalg er dog langt fra det eneste, der har fået opmærksomhed.

Kim Kardashians hvide kjole blev bemærket af den særlige grund, at Hollywood-legenden Marilyn Monroe engang bar den.

Også Kim Kardashians halvsøster, Kendall Jenner, blev knipset lidt ekstra at fotografernes kameraer. Her var det dog ikke så meget hendes lange, sorte kjole, som det var hendes manglende øjenbryn, folk noterede sig.

At Nicki Minaj mødte op til Met Gala var i sig selv lidt overraskende. Sidste år valgte hun nemlig at blive væk, da der var krav om vaccine mod corona.

Dengang tweetede hun:

»Hvis jeg bliver vaccineret, er det ikke for the Met. Det bliver, når jeg føler, jeg har lavet nok research.«

Og det tyder altså på, at stjernen føler, hun har gjort det nu.