Mange fulgte med, da en historisk kro for en uge siden blev ramt af en storbrand i Møgeltønder og indhyllede den gamle by og Schackenborg i røg.

Men ikke alle har fulgt lige godt med. For var det slottets kro – eller var det den historiske Vesterkroen, der ejes af en udenlandsk-dansk Hongkong-milliardær, der brændte?

Ifølge JydskeVestkysten er forvirringen så stor, at Schackenborg Fonden, der i 2014 købte slottet af prins Joachim for 100 millioner kroner, bliver kimet ned af bekymrede gæster.

»Vi har fået rigtig mange henvendelser fra kommende gæster, der har fået den opfattelse, at det var Slotskroen, der var brændt. Men det er ikke tilfældet. Ud over de 23 værelser, vi har til rådighed, fremstår 20 fortsat helt perfekte,« siger direktør for Schackenborg Fonden, Allan Nielsen, til JydskeVestkysten.

Her ses en ung Prins Joachim foran Schackenborg Slotskro, som han tidligere var medejer af. 
Her ses en ung Prins Joachim foran Schackenborg Slotskro, som han tidligere var medejer af.  Foto: THOMAS SJØRUP
Vis mere

Det var nemlig ikke på selve slottet, at branden opstod – men meget tæt ved. Nemlig på Vesterkroen, der er placeret i modsatte ende af Slotsgaden fra slottet.

Det er den kendte danske forretningsmand Hans Michael Jebsen, der ejer kroen. Hans Michael Jebsen kommer oprindelig fra Sønderjylland, men driver i Hongkong handelsselskabet Jebsen & co., der gennem fire generationer har gjort familien Jebsen stenrig.

Derfor har han i mange år boet primært i Hongkong, men er også kendt for at købe og istandsætte historiske ejendomme i især Sønderjylland.

Familien Jebsen er desuden nære venner af Kongehuset, og Hans Michael Jebsen har gennem de seneste år også gjort sig bemærket ved at opkøbe flere danske godser til sine børn, herunder Damsbo Gods på Fyn, Oreby Slot på Lolland samt godserne Nedergaard og Charlottenlund på Langeland.

Vesterkroen ligger i modsatte ende fra Slotskroen på den brostensbelagte Slotsgaden i Møgeltønder.
Vesterkroen ligger i modsatte ende fra Slotskroen på den brostensbelagte Slotsgaden i Møgeltønder. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Nu er hans investering i Møgeltønder dog tilsyneladende midlertidigt ude af drift. For selvom Vesterkroen umiddelbart ikke længere blev brugt som kro, så var der flere lejligheder i de gamle krobygninger. Herunder tre nyrenoverede lejligheder, som Schackenborg Slotskro kunne råde over og udleje.

Ifølge Allan Nielsen ser det dog ikke godt ud med de tre lejligheder efter branden. Den ene er helt udbrændt, mens de to andre er blevet svært skadet, og derfor vil der gå noget tid, før de igen kan bruges.

Schackenborg Fonden har dog allerede ringet til de gæster, der skulle have boet i de tre lejligheder, og fået flyttet dem til andre steder i nærområdet.

Det var tilsyneladende en ild i en gryde i et værelse, der lynhurtigt spredte sig til store dele af bygningen. Personen, der var uheldig med gryden, fik forbrændinger på hånden, men ellers er der ikke meldt om anden personskade.