En dommer har sat et foreløbigt punktum i Brad Pitts og Angelina Jolies lange og formentlig opslidende kamp om forældremyndigheden over deres børn.

For ifølge amerikanske TMZ har en dommer nemlig besluttet, at de to skuespillere fremover har fælles forældremyndighed over fem af deres seks børn.

Sønnen Maddox på 19 år er ikke underlagt afgørelsen.

Det betyder, at børnene fremover 'deles' lige i en såkaldt 50/50-ordning.

Parret har sammen tre adoptivbørn samt tre biologiske børn. Og siden skilsmissen har børnene primært opholdt sig hos deres mor – indtil nu.

Luften mellem de to tidligere turtelduer har været iskold efter skilsmissen.

Parret har været i bitter strid offentligt, og det har til tider været ret til dramatisk.

Angelina Jolie har blandt andet beskyldt Brad Pitt for at begå vold mod deres søn. De beskyldninger blev Brad Pitt dog siden renset for.

I 2018 anklagede Jolie sin eksmand for ikke at betale børnebidrag til hende. Dokumenter viste dog efterfølgende, at Brad Pitt havde betalt flere millioner i børnepenge.

Parrets langstrakte skilsmissestridigheder resulterede i 2019 i et hemmeligt møde, hvor de forsøgte at blive enige om tingene.