»Han skal da bare have noget andet, som skal forsøde tilværelsen end sukker.«
Citatet stammer fra et dilemma fra 'Sara og Monopolet' på P4, der går på, om en bedstefar skal have kage på plejehjem, selvom han har sukkersyge.
Her sidder panelet bestående af Søren Fauli, Signe Lindkvist, Bjarne Corydon og vært Sara Bro og snakker om, hvad man må i den forbindelse.
Det bliver nu mødt af kritik i det journalistiske fagblad Journalisten, som har talt med Diabetesforeningen.
»Noget af den viden, der bliver bragt i spil, er fra folk, der ikke er sundhedsfaglige. Den bygger i det her tilfælde på viden, der desværre er 40 år gammel,« fortæller Anne Sander, der er udviklingschef i Diabetesforeningen.
Det fremgår nemlig ikke i udsendelsen, hvilken type diabetes som bedstefaren har, og om han er i insulinbehandling eller ej.
Ifølge Anne Sanders har det kæmpe betydning for, hvordan den enkelte skal forholde sig til mad og kost. Og derfor også, hvor ansvarligt eller uansvarligt det er at at spise sukker eller kage.
Hertil tilføjer hun, at det specielt har konsekvenser, når det bliver nævnt i et landsdækkende og populært radioprogram som 'Sara og Monopolet'. Det har fået 'Sara og Monopolet' til at udsende en undskyldning på Facebook.
»Flere af jer har skrevet til os, at der i den forbindelse blev sagt en masse ting, der kunne misforstås, omkring hvad man må spise, når man har diabetes,« skriver programmet og fortsætter:
»Jeg er rigtig glad, for at I gør opmærksom på misforståelser i programmet, det er vigtigt. Og kun sådan bliver vi bedre og mere oplyste. Tak!«
I forbindelse med artiklen i Journalisten har Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef for 'Sara og Monopolet', udtalt, at kritikken af udsendelsen ikke vil betyde, at 'Sara og Monopolet' i fremtiden vil afholde sig fra dilemmaer, der handler om sygdomme.
De seneste tal viser, at gennemsnitligt 1.258.800 danskere har lyttet til 'Sara og Monopolet' hver uge, hvor den 46-årige vært har styret slagets gang i radioprogrammet.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Sara Bro, men hun henviser til opslaget på Facebook.