Sidste lørdag blev advokatfirmaet Grubman Shire Meiselas & Sacks hacket og fik stjålet enorme mængder data.

Men selvom adskillige dokumenter vedrørende firmaets klienter, som blandt andre tæller Madonna, Bruce Springsteen og Nicki Minaj, er endt i de forkerte hænder, nægter virksomheden at betale den løsesum, hackerne kræver. Og det er på trods af, at hackerne allerede har lækket dokumenter vedrørende Lady Gaga.

Det skriver Rolling Stone, der har fulgt sagen den seneste uge. Over for mediet bekræftede en talsmand for Grubman Shire Meiselas & Sacks mandag, at virksomheden var blevet offer for et ondsindet hackerangreb.

»Vi er af eksperter og FBI blevet underrettet om, at det er ulovligt at forhandle med og udbetale løsesum til terrorister. Selv når enorme løsesummer er blevet betalt tidligere, lækker de kriminelle alligevel dokumenterne,« lød det blandt andet i udtalelsen med henvisning til, at hackerne krævede 21 millioner dollar – godt 145 millioner kroner – i løsesum for filerne.

Den britiske sanger Rod Stewart er blandt de mange verdensstjerner, som Grubman Shire Meiselas & Sacks har lavet juridisk arbejde for.
Den britiske sanger Rod Stewart er blandt de mange verdensstjerner, som Grubman Shire Meiselas & Sacks har lavet juridisk arbejde for. Foto: VICKIE FLORES
Vis mere

Men den afvisning har hackerne ikke taget for gode varer, så torsdag hævede de deres krav: Nu vil de have 42 millioner dollar, hvis de ikke skal offentliggøre de store mængder stjålen data – i alt 756 gigabyte.

Samtidig lækkede de en bid af de filer, de har fået i hænde.

Alle filer omhandlede Lady Gaga: kontrakter sendt til producere, samarbejdspartnere og adskillige andre samt andre juridiske dokumenter vedrørende megastjernen.

»Det lader til, at Grubmans ikke bekymrer sig om deres klienter, eller at det var en fejl, at de hyrede gendannelses-specialister til at forhandle. Som lovet har vi offentliggjort første bid af dataen, fordi tidsfristen er overskredet,« lød det fra de anonyme hackere torsdag.

Madonna er også på klientlisten hos Grubman Shire Meiselas & Sacks.
Madonna er også på klientlisten hos Grubman Shire Meiselas & Sacks. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Hackerne hævder desuden at ligge inde med »Trumps beskidte vasketøj«, og de opfordrer derfor præsidenten til at presse på for at få løsesummen udbetalt.

Advokatfirmaet afviser dog at skulle have haft den amerikanske præsident på klientlisten.

Over for Rolling Stone vurderer trusselanalytiker ved antivirus-software-selskabet Emisoft, Brett Callow, at sagen er en lose-lose situation for både advokatfirmaet og dets klienter.

»Hvis firmaet ikke betaler, er det højst sandsynligt, at yderligere data vil blive offentliggjort. Hvis firmaet betaler, vil det blot få et gyldent løfte fra en ondsindet aktør om, at dataen vil blive destrueret. Men hvorfor skulle en kriminel nogensinde slette data, som pågældende formentlig vil kunne lukrere yderligere på?« spørger han retorisk.

Elton John har også fået ordnet juridisk arbejde af Grubman Shire Meiselas & Sacks.
Elton John har også fået ordnet juridisk arbejde af Grubman Shire Meiselas & Sacks. Foto: David McNew
Vis mere

Hen henviser til, at der ikke er noget, der vil afholde hackerne fra at indgå en aftale med advokatvirksomheden for så efterfølgende at true kendis-klienterne med læk.

Denne type sager er ikke uvante for Brett Callow, der beretter, at der årligt bliver betalt løsesumme for sammenlagt 1,9 milliarder dollar – 13 milliarder kroner – alene i USA.

Han har dog sjældent set en så pikant sag som denne. Dette på grund af klientlisten. Han håber derfor, at sagen kan være med til at kaste lys over problematikken.

»Virksomheder skal gøre mere for at beskytte deres data, deres klienters data og deres samarbejdspartneres data,« konkluderer han.