I disse dage står Amazonas regnskov i flammer, og i den forbindelse har adskillige kendiser brugt deres platforme til at gøre opmærksomme på tragedien.

Navne som Leonardo DiCaprio, Jaden Smith og Christiano Ronaldo har alle delt billeder af brændende træer.

Men selvom intentionen er god, bidrager de kendte profiler til et misvisende billede af situationen i regnskoven.

Billederne, som de deler, stammer nemlig slet ikke fra de brande, der i disse timer breder sig med lynets hast, skriver CNN.

På Instagram har skuespiller Leonardo DiCraprio delt et billede, der rigtig nok er fra Amazonas - men det er mere end et år gammelt.

'Jordens lunger står i flammer,' har han skrevet til de misvisende billeder, og over to millioner brugere har kvitteret med et like.

Også fodboldspiller Christiano Ronaldo har fundet et billede af ældre dato. Han har nemlig delt et billede fra 2013.

Og mens vi er ved ældre billeder, så har både skuespiller Jaden Smith og youtuber Logan Paul formået at finde et billede fra 1989 og dele det med henvisning til nutidens brand.

Andre billeder, der florerer på nettet, stammer i øvrigt slet ikke fra branden i Amazonas men fra brande i Californien.

Ser man bort fra de 'falske' billeder står det dog klart, at situationen i Amazonas regnskov er alvorlig.

Billeder, der rent faktisk stammer fra stedet, viser med al tydelighed, at brandene breder sig med hidtil uset høj hastighed. Indtil videre har det stået på i tre uger.

Og det skal tages seriøst, for den vitale regnskov producerer 20 procent af verdens ilt ved at omdanne CO2 til den luft, vi alle indånder.