Den britiske stjernekok Jamie Oliver roser det danske køkken og den danske madkultur. Det sker, efter at han i forrige uge lagde vejen forbi den eftertragtede danske gourmetrestaurant Restaurant Noma i København.

»Det var en ekstraordinær oplevelse. Jeg så og lærte mange, mange ting og sugede kulturen til mig. Det er interessant, hvad Noma gør på lokalt niveau, men også på globalt niveau,« fortæller Jamie Oliver, der ifølge eget udsagn »elsker nordisk mad«.

Til BT fortæller Jamie Oliver, at han mener, Restaurant Noma er decideret banebrydende. Han forklarer, at restauranten formår at udøve forskellige teknikker og hele tiden skubbe til grænserne i forhold til, hvordan man tænker og anskuer madlavning.

»Det er fantastiske opskrifter og forskellige måder at tilberede mad på. Lige fra de gamle rustikke metoder og hele vejen op til det, Noma gør, som tilsyneladende er at skubbe til grænserne,« siger han.

Læs også:

I særdeleshed er han betaget af den danske tradition med at præservere lokale råvarer, enten ved at sylte eller ryge fødevarerne. En nødvendig proces som følge af Danmarks ofte lange og hårde vintre, og som samtidig gør råvarerne meget forskelligartede og tilfører dem nogle vidunderlige smage og farver, forklarer han.

Under sit besøg på Noma smagte den britiske kok blandt andet grillet knoglemarv, som han efterfølgende forevigede og lagde op på sin Instagram-profil.

Foruden den danske madkultur er Danmark ifølge Jamie Oliver desuden rig på en lang række dygtige kokketalenter, som er meget eftertragtede blandt restaurant-indehaverne i Storbritannien.

»Der sker så mange spændende ting i København og i Danmark lige nu. Jeg synes, det er en rigtig spændende tid for jer lige nu, fordi I har så mange interessante kokke, som er ved at blive verdenskendte lige nu,« siger han.

Læs også:

Restaurant Noma har som den første danske restaurant modtaget prisen som verdens bedste restaurant. En hæder, som restauranten modtog i 2010 og igen i 2011, 2012 og 2014, mens det blev til en andenplads i 2013 og en tredjeplads i 2015.

Efter sit besøg på den prestigefyldte restaurant offentliggjorde Jamie Oliver desuden et foto af restaurantens facade flankeret af teksten: »Tak til Noma-holdet. Sikke en helt igennem fantastisk frokost. En fornøjelse at møde hele det fantastiske hold. Utrolig mad og vidunderlig service. Tak gutter.«