Et sort-hvidt foto af en nyfødt baby med en tæt manke af sort hår fulgt af de tre ord: 'Hun er perfekt.'

Sådan valgte den amerikanske skuespillerinde Danielle Brooks mandag at afsløre for alverden, at hun er blevet mor.

Trofaste fans af den populære Netflix-serie 'Orange Is The New Black' kender hende bare som 'Tasty'.

Den sprudlende humørbombe, der ender med en livstidsdom for et mord, hun ikke har begået.

I virkelighedens verden er fremtidsudsigterne dog noget mere lyse for den 30-årige skuespillerinde, der lægger krop til en af fængselsseriens mest fremtrædende roller.

Danielle Brooks er nemlig blevet mor til en velskabt lille pige.

Det skriver hun selv på sin profil på Instagram, hvor hun også deler et billede af datteren.

Den lille nyfødte pige sover på sin mors bryst med ryggen til, så det er ikke meget af babyens ansigt, man kan se.

Tilbage i juli afslørede Danielle Brooks også på det sociale medie, at hun var i lykkelige omstændigheder.

Dengang delte hun et billede, hvor hun storsmilende viste en positiv graviditetstest frem.

Brooks nåede at indspille sidste sæson af 'Orange Is The New Black', inden hun blev gravid.

Seneste sæson af den prisbelønnede serie om en gruppe meget forskellige kvinder bag tremmer havde premiere i sommer og kan netop nu ses på Netflix.