Et hurtigt kig på en række Hollywood-stjerners sociale medier fredag morgen viser, at der både er hån og hyldest at finde til Donald Trump og Joe Biden.

De to kamphaner var natten til fredag i aktion i valgkampens sidste præsidentdebat. En debat, hvor Donald Trump var noget roligere end tidligere set, men hvor han trods alt stadig formåede at smide et par opsigtsvækkende citater.

Et af de mere uheldige citater fra natten var, da den nuværende amerikanske præsident kaldte Europa for et land, hvilket for eksempel skuespillerinden Sophie Turner fandt stor morskab ved.

Den 24-årige 'Game of Thrones'-stjerne var i hvert fald lynhurtig på Instagram, hvor hun delte et billede af sig selv grinende med teksten: 'Han kaldte Europa et land' hen over sit ansigt.

Sophie Turner håner her Donald Trump i en story på Instagram.
Sophie Turner håner her Donald Trump i en story på Instagram.
Vis mere

En anden stjerne, der tydeligvis ikke var fan af Donald Trumps præstation i nat, er skuespillerinden Alyssa Milano, der på Twitter har skrevet følgende:

'Joe Biden bekymrer sig for de amerikanske borgere og deres liv. Trump er ligeglad med, om vi lever eller dør.'

Også 'Avengers'-skuespilleren Mark Ruffalo var ude med riven efter Donald Trump og dem, der overvejer at stemme på ham.

'Trump sender kærlighedsbreve til Nordkoreas diktator, og han tror på Putin og den saudiarabiske morder MBS (Mohammed bin Salman, red.), som dræber vores journalister og sætter dusører på vores militærmænd og -kvinder,' skriver han.

Også komikeren Patton Oswalt har hånet Donald Trump i en række tweets i løbet af natten, men skuespiller John Cusack direkte har kaldt ham for et »monster«.

'Okay, nu har I set denne mand lyve i en time og 30 minutter. Har I snart fået nok af dette monster? Er I ved at være færdige?' skriver han på Twitter.

Skuespilleren Billy Eichner fik tydeligvis også nok af Donald Trump undervejs i debatten.

'Wow. Selv for Trumps standarder er det her en ydmygelse for ham,' skriver han.

Der er dog også en håndfuld stjerner, som hylder Donald Trump. En af dem er skuespillerinden Kirstie Alley.

'Trump gør det så godt! Det går fantastisk. Bare fortsæt! Det kører for dig denne gang, hr. præsident. Han (Biden, red.) har tabt. Han er færdig,' skrev hun undervejs i debatten.

Den Oscar-nominerede skuespiller James Woods støtter også op om Trump og kalder på Twitter Joe Biden-familien for et bundt »støvsugere«.

Og sangeren Joy Villa går skridtet længere og kalder Trumps konkurrent for en snydepels.

'Joe Biden er 100000 procent korrupt. Sig det videre,' skriver hun på Twitter.

Joe Biden under nattens debat.
Joe Biden under nattens debat. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

Nattens debat fandt sted på Belomont University i Nashville og var den sidste debat inden valget 3. november.

Normalt er der i alt tre debatter under det amerikanske præsidentvalg, men Donald Trump nægtede at medvirke i nummer to, da det blev gjort virtuelt som følge af, at han blev smittet med coronavirus.

Den første debat mellem de to kandidater fandt sted i slutningen af september og blev efterfølgende kaldt for en »ren børnehave«, da det hele sejlede, og hvor særligt Donald Trump afbrød sin konkurrent i tide og utide.

Nattens debat fremstod dog mere rolig, og kun få gange måtte moderatoren Kristen Welker skride ind, og kun få gange blev Donald Trumps mikrofon slukket.

Læs mere om debatten her.