Stine Bramsen var 21 år og på turné med Alphabeat. I to måneder havde hun datet en fantastisk mand, hun tilfældigvis havde mødt nede i den salon, hvor han arbejdede som frisør, og hun var ærlig talt forelsket til op over begge ører.

Men den dag i tourbussen med Alphabeat modtog hun pludselig en sms fra sin bassists kæreste. En meget ubehagelig sms, som fuldstændig slog benene væk under hende.

Det fortæller hun i podcasten '112 for knuste hjerter'.

Bassistens kæreste skriver, at de bliver nødt til at tale sammen. Hun har været i byen, hvor hun er faldet i snak med en pige, der ligner Stine Bramsen på en prik. Og da snakken falder på Alphabeat, går det op for bassistens kæreste, at de to kvinder har mere til fælles end bare udseendet.

»Hun ringer simpelthen og siger, at hun har stået ved en fest på et kollegie i København og snakket med en pige, som ligner mig ret meget. Har fuldstændig samme frisure som mig, samme hårfarve, samme højde – og hun står og siger, at hun er kærester med samme menneske, som jeg er kærester med,« siger Stine Bramsen i podcasten.

Stine Bramsen forstår det ikke. De er jo forelskede i hinanden – og man kan ikke være forelsket i to mennesker.

Sangerinden og frisøren har kendt hinanden i to måneder. De har været intenst sammen en uge i København og to døgn i Frankrig. De har ringet, facetimet og sms'et, og Stine Bramsen kan med det samme mærke, at de har en fremtid sammen.

Det føler han tydeligvis også. For en dag fortæller han hende, at han – til ære for hende – har fået lavet den samme tatovering, som den hun har på håndleddet, der forestiller tre hvide ringe.

Alphabeat i 2019.
Alphabeat i 2019. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Stine Bramsen kan mærke, at hun synes, det er lidt voldsomt efter så kort et forhold. Men hun glemmer det også igen.

Indtil hun hører om pigen ved festen, der ligner hende.

Stine Bramsen konfronterer sin kæreste, men han charmerer hende og fortæller, at den anden kvinde må være sindssyg. Men Stine Bramsen får også kontakt til pigen. Og de finder ud af, at de begge er blevet holdt for nar. Så de slår sig sammen mod ham.

»Han er stadigvæk super manipulerende og ringer op til os på skift og prøver at overtale os til, at det er mig, han vælger til, og til hende siger han, at han vælger hende. Og hver gang ringer jeg til hende og er sådan: ’Hvad har han sagt til dig i dag?'« siger Stine Bramsen.

I begyndelsen prøvede hun at lytte til ham og tro på det gode i ham og hans forklaringer. Men til sidst trængte fornuften gennem forelskelsen.

»Og så var det bare guld værd at have hende, selvom det er helt vildt syret, at det er ens kærestes anden kæreste, man bruger som støtte. Men vi havde ligesom dét til fælles, at vi følte os fuldstændig forført og løjet for og brugt både mentalt og fysisk,« siger Stine Bramsen.

»Men det, der er ekstra uhyggeligt, det er, at han har prøvet at få hende til at få den samme tatovering den dag også. Så han ville gerne have, at vi tre rendte rundt med den samme tatovering. Hans to damer med det samme hår. Så ulækkert. Hun sagde heldigvis nej.«

Siden har Stine Bramsen været til tatovør for at få udbygget tatoveringen, så hun ikke længere deler tatovering med ham.