Den 51-årige skuespiller Matthew McConaughey har ikke sluppet tanken om at blive politiker.

I marts måned kaldte Matthew McConaughey det en »seriøs overvejelse«, at han ville gå ind i politik og stille op til det kommende guvernørvalg i den amerikanske delstat Texas.

Nu fortæller han i The Carlos Watson Show, at han er i tvivl om, hvorvidt det vil være indefra det politiske maskinrum, han kan gøre stort indflydelse.

»Jeg er ikke interesseret i at sætte plastre på, der bliver revet af, så snart jeg er ude. Jeg er interesseret i at opbygge noget, der kan vare ved, og jeg afvejer, hvad for en kategori, det er – jeg ved ikke, om det er politik,« slår han fast i YouTube-serien.

Han mener nemlig, at politik bør være meget mere langsigtet, end det er tilfældet i dag.

I november fortalte han på samme måde i 'The Late Show' med Stephen Colbert, at politik var en 'ødelagt branche', der måtte omdefineres.

I det nye YouTube-interview fortæller han dog, at selvom det vil være udfordrende at gå ind i politik, så ville han insistere på at være konsensussøgende.

»Jeg stoler nok på mine overbevisninger og værdier til at være komfortabel med at lytte til en modstander,« slår han fast.

Matthew McConaughey har dog noget tid til at beslutte sig for, om han kan ændre det politiske system indefra og gøre en forskel som guvernør i Texas.

Det er nemlig først 8. november 2022, der skal afholdes delstatsvalg. Her genopstiller den nuværende republikanske guvernør Greg Abbott.

Det er dog ikke klart, om Matthew McConaughey i så fald vil stille op for demokraterne eller republikanerne.

Han har dog før brugt sin platform som Hollywood-stjerne til at gå ind i politiske sager.

Eksempelvis har han talt for »ansvarligt våbenejerskab« og brugen af mundbind.

Hvis Matthew McConaughey ender i politik, vil han gå i fodsporene på Hollywood-kollegaer som Arnold Schwarzenegger, Clint Eastwood og ikke mindst tidligere præsident Ronald Reagan.