Arne Bybjerg Pedersen, der er stifter af Carmen Curlers, er død.

Han blev 94 år. Det skriver DR.

Han sov stille ind i sit hjem i Australien tidligt om morgenen søndag 13. november.

Arne Bybjerg stod bag de revolutionerede curlere, der fik stor betydning for både den danske og internationale skønhedsindustri.

Hans firma skabte flere tusinde arbejdspladser i Kalundborg, og hans opfindelse var efterspurgt i hele verden.

Ifølge DR ønskede Arne Bybjerg hverken begravelse eller bisættelse.

Han efterlader sig hustru, fire sønner og 11 børnebørn.

Danskerne kan for tiden følge Arne Bybjergs liv i serien 'Carmen Curlers' på DR.

Serien fokuserer på forretningseventyret og den store succes, hans opfindelse endte med at blive.