Det handler kun om at tjene penge, når forlaget Nordstedt torsdag udgiver en ny bog i Stieg Larssons voldsomt populære Millennium-serie. Sådan lyder det fra den svenske succes-forfatters efterladte kæreste, Eva Gabrielsson.

Der er formentlig rigtigt mange danskere, der glæder sig til at få fingrene i den “selvstændige” fortsættelse til Stieg Larssons tre binds Millennium-værk om superhackeren Lisbeth Salander og journalist Mikael Blomkvist.

Det fjerde bind, 'Det der ikke slår os i ihjel', udkommer torsdag, men står det til Stieg Larssons samlever gennem 32 år, arkitekt Eva Gabrielsson, så forbliver den på hylderne. Hun mener, at bogen er blevet til af de helt forkerte grunde.

»Det handler ikke om at varetage Stiegs litterære arv, det værk, som han efterlod i tre bind. Det handler om økonomi – og kun om at tjene penge. De sidste år har forlaget Nordstedt haft ganske betragtelige millionunderskud, og derfor er det økonomi og ikke andet, der har fået forlaget til at udgive en 'fritstående' fortsættelse,« siger Eva Gabrielsson til Nordjyske.

Læs også:

Stieg Larsson døde pludseligt af et hjertetilfælde i 2004, få måneder før det første bind i Millennium-serien udkom i Sverige. Han havde ikke noget testamente, og da han ikke var gift med Eva Gabrielsson, fik hun ikke del i hverken rettigheder eller de mange millioner, der fulgte i kølvandet på Stieg Larssons kæmpe-succes.

Siden har hun været i bitter strid med Stieg Larssons far og bror, der ifølge Eva Gabrielsson ikke har forvaltet arven efter hendes elskede ordentligt.

Hun henviser til, at de tidligere bøger efter hendes mening ikke er oversat korrekt til engelsk, at de i England blev markedsført på en måde, der ikke var i overensstemmelse med Stieg Larssons mening med bøgerne, og at de sågar blev lavet om til tegneserier.

Læs også:

Og nu harcelerer hun så mod det fjerde bind, der er blevet skrevet af David Lagercrantz.

»Lad være med at købe den bog, og hvis du er nysgerrig… lån den på biblioteket, og kig i den. Jeg vil ikke læse den. Det går altid galt, når spøgelsesskribenter skal forsøge at ramme en anden forfatters stil og tone. Det hæmmer og ender i sidste ende med at blive plat, enerverende, kedsommeligt og omstændigt at læse,« siger Eva Gabrielsson til Nordjyske.

Læs også:

Den kommende bog er trykt i hele 2,7 millioner eksemplarer i første oplag. Til sammenligning kom 'Grey', E.L. James’ nye bind i den erotiske Fifty Shades-serie, for nylig i et førsteoplag på 1,25 mio. eksemplarer.