46-årige Steve-O og 49-årige Johnny Knoxville blev for årtier siden kendt for deres harsarderede stunts i tv-serien 'Jackass'.
Og nu er de så på den igen i forbindelse med, at den fjerde film med samme navn bliver indspillet. Noget, der allerede har kostet en tur på hospitalet for stjernerne.
Det oplyser en af de andre bærende navne i Jackass-universet, 41-årige Bam Margera.
To dage efter man gik i gang med at indspille den fjerde film med vovehalsene, blev hele projektet sat på pause på grund af de to medvirkendes uheld.

Det var angiveligt et forsøg på at komme på et kørende løbebånd bevæbnet med forskellige instrumenter, at de to midaldrende herre kom til skade.
Det afslører deres ven Margera i en video, som han har lagt på sin hjemmeside. I den kan man se ham sidde i et venteværelse.
»Anden dag på filmsettet for Jackass, og allerede er Steve-O og Johnny Knoxville røget på hospitalet efter at have prøvet at hoppe på et løbebånd, der kørte med fuld fart, bærende på bandudstyr,« siger han, inden han slutter:
»Forpulede tubaer.«
Det er efterhånden 20 år siden, at gruppen startede deres meget populære serie, hvor de kastede sig ud i alle mulige og umulige stunts.
Det var skuespiller og stuntmand Johnny Knoxville, instruktør Jeff Tremaine og producer Spike Jonze, der i sin tid fandt på idéen til 'Jackass', og konceptet løb over skærmen som tv-serie på MTV fra 2000 til 2002.
Siden er der blevet produceret tre Jackass-spillefilm i henholdsvis 2002, 2006 og 2010.
Den seneste film i rækken får efter planen premiere 5. marts, hvis ellers de medvirkende holder til at indspille en hel film.