Det var i et forsøg på at hjælpe datteren, at 'krokodillejægeren' Steve Irwin i 2006 blev spiddet ihjel af en giftig pilrokke.

Hans dramatiske død findes på film, for den australske naturdokumentarist, der var kendt for sin nærkontakt med både krokodiller, slanger og hajer, havde én regel: sluk aldrig kameraet.

I anledning af 14-året for hans død har hans 22-årige datter Bindi Irwin delt et billede på Instagram af et hjertevarmt øjeblik mellem far og datter og teksten: 'Du vil altid være i mit hjerte'.

Siden hun mistede sin far i en alder af otte år, er der sket meget med den unge kvinde, som for nylig kunne annoncere, at hun er gravid med sit første barn. Faren til barnet er den professionelle wakeboarder Chandler Powell, som hun giftede sig med i marts.

Steve Irwins enke Terri med sin to børn, Robert og Bindi, i 2019.
Steve Irwins enke Terri med sin to børn, Robert og Bindi, i 2019. BRENDAN MCDERMID

I den forbindelse valgte hun at beholde sit eget efternavn af en helt speciel årsag, fortalte hun ifølge Mirror.

»Jeg har beholdt 'Bindi Irwin'. Jeg føler personligt, at siden min far gik bort, har det været virkelig vigtigt for mig at føle mig tæt på ham, så at have hans efternavn betyder så meget for mig,« siger Bindi Irwin.

Den dengang otteårige pige betød også meget for Steve Irwin, som kort inden sin død stolt kunne fortælle, at hun var gået i hans fodspor og snart ville få sit eget tv-show 'Bindi the Jungle Girl'. Og det var netop dette show, der blev hans død.

For da Steve Irwin 4. september 2006 hoppede i vandet ud for Australiens nordøstkyst for at filme farlige tigerhajer til sit eget program, kom han forbi en normalt så fredelig pilrokke, som han mente, ville være perfekt til sin datters børneprogram.

Terri, Steve og Bindi Irwin i 2002.
Terri, Steve og Bindi Irwin i 2002. JAMIE FAWCETT

Men da han nærmede sig pilrokken, svømmede den ikke væk som forventet. Den hævede i stedet sin knivskarpe og giftige hale og gennemborede 44-årige Steve Irwins bryst 'hundredvis af gange på få sekunder', som hans fotograf senere kunne fortælle.

Fotografen, Justin Lyons, så det hele ske gennem linsen på sit kamera. I begyndelsen opfattede han ikke, hvad han netop havde set. Først da vandet blev fyldt med blod, gik situationens alvor op for ham.

Han fik bugseret den hårdt sårede tv-stjerne tilbage i båden, hvor han modtog hjertemassage og kunstigt åndedræt, indtil redningsfolk ankom en time senere og kort efter måtte erklære ham død.

Imens filmede fotografen videre.

»Steve havde den regel, at uanset hvem der blev såret, så skulle vi fortsætte med at filme,« fortalte han i 2014 til Network Ten.

»Rokke-angrebet, hjertemassagen og redningsarbejdet blev alt sammen fanget på video.«

Optagelserne blev overdraget til politiet i Queensland for at hjælpe med efterforskning af dødsulykken. Men grundet den passionerede Steve Irwins insisteren på at fange selv de mest forfærdelige øjeblikke, mente mange at vide, at optagelserne ville blive vist i krokodillejægerens program efterfølgende.

Til gengæld valgte hans manager og instruktør at gå mod tv-stjernens ønske og beordre de makabre optagelser destrueret.

»Når de endelig bliver frigivet (fra politiet, red.), vil de aldrig se dagens lys. Aldrig. Aldrig. Jeg har faktisk set dem, men jeg ønsker ikke at se dem igen,« fortalte han til CNN's Larry King Live.

I 2007 oplyste de australske myndigheder, at de havde destrueret alle optagelser – på nær én kopi af båndet, som de havde overdraget til Steve Irwins enke Terri.

I 2018 fortalte hun dog til You Magazine, at hun havde valgt også at destruere denne kopi, skriver Mirror.

»Jeg har aldrig set optagelserne. Hvorfor skulle jeg? Jeg ved, hvordan min mand døde, og jeg er lettet over, at børnene ikke var på båden, som de ellers normalt ville have været. Det ville have været katastrofalt, hvis de havde været vidner til det.«

Foruden Bindi Irwin var Steve Irwin far til den dengang toårige Robert Irwin.