Selvom det er over et årti siden, Bindi Irwin mistede sin far, kan sorgen over tabet stadig snige sig ind på hende.

Sidst, det skete, var for et par uger siden, da hun hjalp med forberedelserne til et krokodilleshow.

Et show, hendes far, dyreentusiasten Steve Irwin, var mester i at fremføre.

»Det var en helt almindelig dag, og vi så en video, hvor vi appellerede mod, at folk høster krokodilleæg. I videoen er der gamle billeder af min far med krokodillerne, og selvom jeg har set den 50 gange før, begyndte jeg pludseligt at græde,« fortæller hun til News.com.au.

Steve Irwin var i sin levetid med til at give adskillige seere et grundigt indblik i dyrelivet i Australien. Han var særligt fascineret af krokodiller.
Steve Irwin var i sin levetid med til at give adskillige seere et grundigt indblik i dyrelivet i Australien. Han var særligt fascineret af krokodiller. Foto: GETTY/ALLOVER PRESS
Vis mere

Den 21-årige kvinde var kun otte år, da hendes far døde, da han blev stukket i brystet af en giftig pilrokke. Han blev 44 år.

Bindi Irwin deler sin fars kærlighed til dyr, men selvom arbejdet med dem langt de fleste dage gør hende stolt og hjælper hende igennem sorgen, rammer de tunge følelser af og til.

»Nogle dage føler jeg sorgen mere end andre. Det, der rammer mig, er de øjeblikke, hvor jeg ville elske, at han var der, så vi kunne nyde øjeblikket med ham,« fortæller hun og fortsætter:

»Det kan være, når min bror bliver anerkendt for sine fotografier, eller når vi sidst på dagen spiser middag og griner. Dér tænker jeg: ‘Jeg ville ønske, far var her. Men det er han bare ikke'.«

Steve Irwin ses her sammen med sin kone og datteren, Bindi Irwin.
Steve Irwin ses her sammen med sin kone og datteren, Bindi Irwin. Foto: JAMIE FAWCETT
Vis mere

Selvom hun endnu er ung, har Bindi Irwin allerede et imponerende CV. Et CV, der vidner om, at hun er mindst lige så hårdtarbejdende, som hendes far var det.

TV-vært, konservator, sanger, forfatter og dyreforkæmper er blot nogle af de titler, hun kan pryde sig med.

Derfor gør hun også dem, der engang frygtede, at Steve Irwin lagde for stort et pres på sine børn, til skamme.

Han udtalte nemlig engang, at hans ultimative mål og det, der ville gøre ham allermest stolt, var, at børnene fulgte hans mission for de vilde dyr.

Men Bindi Irwn afviser, at hun har følt sig presset til noget som helst.

Hun føler nemlig, at hun udlever sin helt store drøm. For hvor mange unge mennesker begynder ligesom hende deres dag med at kigge på giraffødsler og slutter deres dag af med at fodre en kænguruunge?

Ikke mange. Hun kunne derfor heller ikke forestille sig at gøre andet. Tanken om at bo i en forstad med en guldfisk er hende fjern.

Hendes skæbne er at gøre en forskel for vores planet, lyder det.

I 2018 - 12 år efter sin død - fik Steve Irwin en stjerne på Hollywoods Walk of Fame. Her var familien med til indvielsen.
I 2018 - 12 år efter sin død - fik Steve Irwin en stjerne på Hollywoods Walk of Fame. Her var familien med til indvielsen. Foto: Mark RALSTON
Vis mere

Og det gør hun. Til daglig arbejder hun i Australia Zoo, som hendes bedsteforældre åbnede i 1970. Et sted, hvor hendes far tilbragte hele sin barndom.

Selvom nogle ting har ændret sig, siden hendes mor, Steve Irwins enke Terri Irwin, tog over - blandt andet er der kommet et større fokus på ligestilling i medarbejderstaben - danner Steve Irwins liv stadig grundlaget for stedet.

»Vi gør det på vores helt egen måde, men du kan føle min fars ånd i alt, hvad vi gør,« fortæller Binde Irwin og tilføjer:

»Jeg har fundet stor trøst i at kunne gå i hans fodspor.«