Hun startede sin tv-karriere, da hun var helt lille som datter af den berømte australske dyreentusiast Steve Irwin.

Nu er den 21-årige Bindi Irwin blevet voksen, og hun afslører på sociale medier, at hun er blevet gift med sin forlovede. Et bryllup, der dog ikke helt blev som planlagt.

For da Bindi Irwin blev forlovet med Chandler Powell for mindre end et år siden, var der nok ingen, der kunne have spået, hvad der ville ske med verden i 2020.

Irwin og Powell valgte derfor også, at deres bryllup, som blev holdt i Australia Zoo, en zoologisk have grundlagt af brudens bedsteforældre, blev uden gæster.

Det var kun den allernærmeste familie, som deltog ved ceremonien.

Bindi Irwins far, Steve Irwin, der var kendt verden over som den begejstrede 'crocodile hunter', gik bort i en alder af kun 44 år i 2006.

Han blev i forbindelse med en dokumentar, han medvirkede i, stukket af en pilrokke og omkom.

Derfor var det Bindi Irwins yngre bror, Robert Irwin, der fulgte bruden til alters ved brylluppet onsdag.

Australien er ellers lukket ned på grund af corona-krisen, og derfor var det kun, fordi Bindi Irwin bor med sin mor og bror, at de havde mulighed for at deltage i brylluppet, skriver hun på Instagram.

Og selvom dagen ikke blev, som hun havde troet, så var det alligevel et dejligt bryllup, understreger den nygifte brud.

'I dag fejrede vi livet og svælgede i hvert et smukt øjeblik, vi delte sammen i Australia Zoos have. Mor hjalp mig med at gøre mig klar, Robert fulgte mig til alters, Chandler blev min ægtemand, og sammen tændte vi et lys i min fars minde,' skriver hun og afslører videre, at det var en bevæget dag.

'Vi delte tårer, smil og kærlighed,' skriver hun i sin beretning på det sociale medie.